Ifølge folketællingen fra 1880 var Lars Peder Pedersen 50 år og snedkermester. Han fik hjælp af sin søn Hans Peder Pedersen nyudlært snedkersvend på 18 år, samt sin kone Maren Jensen på 48 år. Konkurrencen i byen imellem de andre snedkere kunne være årsagen til, at han ville skifte erhverv. Men Lars Peder Pedersen blev alligevel ikke den første uddeler.
Bestemmelsen blev nu at leje sig ind hos skomager Rasmussen og antage ham og hans svigersøn som de første uddelere af den nye brugs. De boede på den nuværende adresse Strandvejen 5 Vester Aaby.

Da dette var bragt i orden, blev der gjort anmeldelse om foreningens oprettelse til øvrigheden.
Den samlede bestyrelse rejste til Faaborg og gjorde indkøb på kredit, og den 2l. februar 1882 åbnedes brugsforeningen og der begyndte “den gamle skomager” at dele ud af varerne til medlemmerne. 

Foreningens næringsbevis, som blev udstedt af birkedommer Kruuse, Haagerup bærer datoen 28. april 1882. Hvor stor den årlige omsætning har været i den første tid, og hvilken værdi varelageret havde, kan ikke angives, da foreningens protokoller for de 7 første år er forsvundne. Dog kan det oplyses, at hverken manufaktur eller spiritus blev gjort til genstand for fællesindkøb i begyndelsen. 

Af de ældste bevarede optegnelser fremgår det, at varelageret den 10. september 1889 opgjordes til 1.938 kr. 66 øre, medens gælden samme dag var 1.653 kr., og at omsætningen i vinterhalvåret 1896-1897 beløb sig til 10.360 kr. Sættes sidstnævnte sum som gennemsnits omsætning i hvert halvår, har foreningen i de første 25 år uddelt varer for over 1/2 mill. kr. til sine medlemmer.
Overskuddet har svinget fra 2 til 10 %.

Skomager Rasmussen og hans svigersøn var uddelere indtil 28. juni 1896, hvorefter svigersønnen Hans Christian Andersen fortsætter til den 1. marts 1898. Der er ikke nedskrevet, hvorfor de ikke ville være brugsuddelere mere.
Brugsen blev da flyttet til adressen Svendborgvej 415. Der boede tømrermester Hans Christian Larsen og havde eget værksted. Men det erhverv stoppede han med, da han blev brugsuddeler. Hans Christian Larsen var da 53 år gammel.

Hans Christian Larsens søn den 84 årige Hans Frederik Larsen ”Rolighed” har fortalt på et lydbånd i 1974 om sine barndoms erindringer omkring brugsforeningen i sit barndomshjem. 
Her er gengivet ordret, hvad han fortalte:

Der blev sat et skillerum omtrent midt for, så der var butik, da vi kom ind af gangdøren, der var kun en hoveddør ind til stuehuset, så skulle vi ind til venstre, og så kom vi ind i butikken. Det var ikke sådan en butik, som der er nu om stunder, det er langt fra. Men der var hyggeligt og der var rent, og vi havde da også sådan de forskellige varer, at der var mest gængse. 

Der var da mel og gryn, sukker og ja der var skam da også cigarer og slik. Der var lakrids og brystsukker. Det eksisterede da også dengang, men ellers det var sådan det mest nødvendige til husbehov, at der kunne købes der. Vi havde en lang disk, som min far lavede dengang, vi skulle have brugsforening med skuffer i.

Hvor mange skuffer kan jeg ikke huske, men der var forskellige dele i, og så skulle det vejes i poser og der blev bundet sejlgarn om poserne, så det var ikke som det er nu, hvor vi lige kan gå hen og tage det indpakket. F. eks. margarine, det fik vi hjem i fustager eller margarinebøtter, som vi kaldte det, og det skulle også stikkes ud i små portioner i pund eller ½ pund, hvad de nu skulle have. Så det var noget, der gav noget arbejde i mod som nu.

Set med nutids øjne, så var det jo kun en biks. Det kunne ikke være andet på det tidspunkt, men vi var da glade for det, og der blev bestilt noget til sin tid. Det gør de også nu, men arbejdstiden den var meget længere. F. eks. blev der ikke lukket inden klokken, den var 9 om aftenen, og der blev handlet hver søndag formiddag til klokken var 10. Vi skulle jo stå på pinde til hver en tid.

Det var min beskæftigelse og løbe ud med telefonbesked. (Den første telefon i Vester Aaby blev opsat i brugsen) Der blev altså ringet der til brugsforeningen, og der blev taget imod besked, når der var noget. Så var det min bestilling, at løbe ud med telefon besked. Jeg havde en søster, der var noget ældre end mig, (Anne Katrine født 1869) og det var egentlig hende, at der stod for brugsforeningen eller ekspederede i hvert fald. 

Min far han havde nok en del regnskab, men det var hende, der passede butikken, og hun skrev så en seddel, når der kom telefon til de forskellige, og så måtte jeg af sted med denne besked, og så vidt jeg husker, fik jeg vist nok 15 ører for hver besked, og telefonen skulle de betale 25 ører for, dem der modtog beskeden. Det var sådan, for at det kunne gå rundt.

Det var mine lommepenge til den tid, men jeg vil sige, jeg fik ikke lov til at købe slik.Det var ikke så meget brugt dengang, som det er nu, og nu skal der jo slikkes både tidligt og silde. Men det var der ikke noget, der hed. Jeg måtte gemme mine penge, og det har vi vist ingen skade af at lære sådan noget. Hvis nogen kunne lære lidt af det, jeg siger, var det ingen skade til..

Indstillingen i befolkningen var vist ret positiv, det tror jeg godt, at den var, for de kunne komme i brugsforeningen tidligt og silde. Nu ved jeg f. eks. alle dem, at der arbejdede i skovene, de havde jo kun deres friaftener og de kunne komme der lørdag aften. De kom jo med deres dunke, og der blev ikke købt i halve flasker brændevin, det blev købt i dunkevis. Jeg ved ikke, hvad det kostede kanden, men jeg ved, at en trepægl flaske brændevin, den kostede 27 ører. Det lyder ganske utroligt, og en god bajer, som det var dengang, kostede 11 ører. Så det er andre priser, vi regner med i dag, når vi tænker på at skulle have en glad aften. ( 1974 )

Der er også en pægl, ( = 2,4 dl ) ja se, nu snakker vi om en trepægl, så vil det sige, så går der 3 pægle til i sådan en flaske. En bajerflaske, det kalder vi for en ½ flaske, og det andet, det er en hel flaske. Så er der en pot. Jeg tror ikke, jeg husker fejl, det var 4 pægle, ja og sådan gik det på den måde. Det er det samme som 1 liter. ( 4 pægle til en liter. 1 pot = 4 pægle = 0,996 liter ) 

Jeg er jo født i 1880, så jeg kan ikke huske helt bestemt, hvor længe min far havde butikken. Men jeg ved da i hvert fald, at jeg havde først en søster og hun var hjemme og passe butikken, og så blev hun gift. Så havde jeg en anden søster, som var yngre end hende. (Ida Hansigne født 1874) Hun var 6 år ældre end mig, som så var hjemme i nogle år, og passede butikken. Så jeg gør regning på, at vi har haft måske brugsforeningen der i 4 – 5 år. 

Brugsforeningen blev nu flyttet fra min far. Ikke fordi det blev taget fra ham sådan, men ved en overenskomst, så blev den flyttet derhen, hvor Hjalmer Jensen bor på Strandvejen. (Strandvejen 10) Jeg kan godt sige også, at min far og formanden, det var endda gamle skolelærer Peder Mortensen, som ellers var en meget reel mand. Men jeg tror nok, de var noget stivsindede begge to min far og ham. De kunne ikke enes alt for godt, og om de ville råde begge to, det ved jeg ikke, for jeg var ikke så gammel. Men jeg ved, at det gik ikke alt for godt. 

Først på Strandvejen for resten lige overfor, hvor at den første brugsforening lå, og at det var ved Hans Christian Hansen. Han var ellers tidligere skomager og hans kendingsnavn, det var Christian skomager. Han blev brugsuddeler og han byggede selv det hus, der hvor brugsforeningen nu blev. Men så ville skæbnen, at ham og Mortensen, ja de kunne heller ikke enes for godt, så blev det besluttet, bestyrelsen og medlemmerne imellem, at de ville have egen bolig. De købte et stykke jord midt i byen, der hvor brugsforeningen nu ligger. 

Det var sådan en trekant, hvor der egentlig efter hvad de siger, har været bystævneplads, og der groede et mægtigt stor pæretræ på denne her trekant, og det skulle jo selvfølgelig fjernes. Det skete lige i forårstiden, hvor det stod allerkønnest med blomster. Jeg vil også sige, at der var mange, som ikke kunne lide, at der skulle bygges brugsforening der. Det gamle kønne pæretræ, det skulle rives ned ligesom det står i blomsterflor. Men det blev det altså. (1905) Nu kan jeg godt tilføje, der blev sådan digtet eller i hvert fald nævnt et vers om det, og det lød sådan efter hukommelsen:

Det gamle træ, o lad det stå,
til det forgå af ælde.
Men det har de vist aldrig lært,
de lod det gamle fælde,
end skønt det stod i blomsterflor,
de lod det kaste brat til jord,
for tårnet skulle rejses.