Jeg selv Villy Anneberg er født 2/9 1937.
Nu kan jeg ikke huske hvilket år huset blev bygget, men der boede to familier i stueetagen, og oven på var der skrædder værksted, og det sidste skal nok passe, for da jeg var en 10-11 år, var jeg kravlet om bag skunkvæggen, og her lå en hel del giner, som har været brugt af ham skrædderen.

Mine forældre gav dengang 11.000 kroner for hus og forretning, som var en efter tiden en ret stor malerforretning. Den gang var der ikke så meget med at skifte fra det ene sted til det andet. Der var det sådan, at smed, maler, tømrer, mekaniker og alle de handlende i en by, blev brugt af de stedlige beboere.
Min far malede altid på Rødkilde gods, Margretesminde, Nakkebølle gods, Brændegård, Bjørnemosegård, stort set alle de større steder her på egnen, så de første år havde han altid en lærling og en til to svende.

Min søster Ulla blev født 10/3 1940 kort tid før tyskerne besatte landet, hvilket forandrede mange ting for alle, nu skulle folk ikke have så meget malet mere. Der skulle dog males i stadsstuen hvert forår, når fyringssæsonen var slut, de våde tørv som man fyrede med osede og gav løbesod i skorstene, som så slog ud på væggen. Så fik væggen en behandling med noget, der hed fluat, så kunne der males på den igen. Nu blev det malerne, som satte mørklægningsgardiner op. Så tiden med flere svende ebbede ud, nu var der som reglen kun en lærling tilbage.

Apropos våde tørv, det var træ, man sankede ude i skoven, der skulle ligge indendørs, så omme bag værkstedet var tømreren oppe og byggede et brændeskur ca. 4×4 meter, som blev malet gult. Skuret var der til mor døde i 1987 77år gammel, men var pil råddent til sidst. Der var godt nok værkstedet, som for øvrigt var bygget til at male biler i, men det blev hurtig en saga, da alle bilerne blev klodset op under krigen. For øvrigt havde det også en anden funktion. Der stod altid tre-fire ligkister. Det var den lokale tømrer, som lavede dem, så kom de op til far, som så malede dem.

Der stod mindst 2-3 stykker færdige altid, for som der står i historien: Smeden og Bageren, vær til døden altid beredt, den kommer, når du mindst det venter.
Da jeg var ca. 3 år, var jeg gået ud på værkstedet, fundet en pensel og noget grønt maling. Så malede jeg streger hele vejen rundt på sådan en færdigmalet kiste og sagde “mer køn mer køn”. Det kan jeg ikke selv huske, men de klask jeg fik bag i, glemmer jeg aldrig, det var jo kun for at friske den op.

Min broder Gustav blev født den 18. juli 1944. Vi blev sendt over til naboen med besked om ikke at komme hjem, før far kom og hentede os. Det var lige midt i kirsebær tiden, så jeg havde ikke travlt med at komme hjem. Naboens dreng var også ovre i kirsebærtræet, han var tre-fire år ældre, og så sagde han, jeg tror din mor er ved at føde et barn, for da jeg gik forbi, kunne jeg høre hun vrælede, og det gør damer, når de får børn.
Apropos børn, han vejede 5,5 kilo.

Min far drev forretningen til omkring 1960, men alle de store steder, som var kunder blev solgt som regel til københavnere eller andre rigmænd, den sidste lærling blev udlært omkring denne tid. Min søster var kommet i lære på kontoret omme på Damas, som nok på det tidspunkt stadig hed Jens Nielsens Maskinfabrik. De havde selv en maler ansat til at sprøjte maskinerne, men kunne godt bruge en mere et par dage om ugen, så på den måde arbejdede han selvstændigt, og et par dage omme på fabrikken. Mor havde tit hjulpet, så var der mere han kunne nå, når hun tog over.

I forbindelse med navnet Jens Nielsen, der var et gammelt familie foretagende, blev ramt af en frygtelig ulykke den 25. februar 1952, da hele familien to voksne og tre børn i alderen 5 til 11 år druknede, da de var i Svendborg efter fisk. Bilen kom for tæt på havnen og røg i og alle 5 druknede.
Nå det var et sidespring, men for os, som boede lige over for kirken, var det en frygtelig dag, da alle 5 kister kom i bil kørende lige forbi vinduerne.

Men tilbage til Præstegårdsvej 5, og dens indretning, og de ting som blev lavet gennem årene, som med nutidens øjne kun har været småting. Far sagde, “her har kunnet levet mennesker før os, så det var ikke ret meget, der blev gjort.”

Underetagen som bestod af køkken, to stuer og et mindre rum, kaldet pulterrum, senere værelse, senere igen lagt ind til stuen. En entre med trappe til øverste etage.
I Køkkenet var der nedgang til husets koldeste rum, hvor maden blev opbevaret.
Saltkaret lige til højre for trappen, hylder langs væggen hvor der stod mange henkogningsglas med alt syltetøj, medisterpølse, agurker m.m. husets (køleskab).

Køkkenet var indtil 1947-48 fyret op med komfur, som krævede en masse brænde, for at holde det varmt, så der kunne laves mad, og da der var nogle usædvanlige kolde vintre under og lige efter krigen, kunne det knibe med, at der var brænde nok omme i skuret. Jeg husker den ene vinter, hvor vi først skar alt op af kasser, og til sidst skar vi skrivebordet i stykker for at holde varmen, derfor var vi nogle af de første i byen som fik indlagt flaske gas 17 kg., som skulle stå uden for, de mindre 11 kg. måtte stå inde, men det turde mor ikke. Inde i stuen var en kamin en dobbelt, hvilket bare betød, at den var så bred, at der kunne være nogle riste i væggen, så der kunne komme varme ind i stuen ud mod vejen, men de var kun åbne, når der skulle komme gæster. Der var også en lille kakkelovn oppe i soveværelset, men jeg kan aldrig mindes, den var tændt.
Vi sov alle sammen i soveværelset, indtil krigen sluttede. Her mindes jeg, at far stod op når Kiel blev bombet, Det var så kraftigt, at lysskæret og bragene kunne ses og høres helt op på Præstegårdsvej nr.5. Jeg stod somme tider op, gik hen til far og tog ham i hånden, så sagde han tit “de arme mennesker.”

En nat var der en maskine, som var ramt og fløj op over Vester Åby, og smed en bombe ude på Bøgebjergvej, inden den lagde an til en nødlanding. Aldrig er jeg kommet så hurtigt ud af sengen og over under dynen hos mine forældre. I køkkenet var der fra starten et køkkenbord, fire ben og en bordplade og et forhæng, så kunne man ikke se alle de gamle gryder. Der var monteret en stor håndvask af jern, og der var indlagt vand, ligeledes var der toilet ude bag bryggerset, hvor gruekedlen stod, uundværlig her blev alt vores tøj vasket eller kogt, og så op i en vaskemaskine, som var noget der lignede en vugge, hvor der var en mindre vugge inden i. Her var monteret et skaft så vi kunne vrikke den frem og tilbage, til tøjet var rent. Så blev det skyllet i flere hold vand og hængt ud på tørresnoren.

Så kom højdepunktet, det ugentlige varme bad, det varme vand fra gruekedlen blev hældt op i det sidste skyllevand i balgen. Det værste var, så skulle vi også have vasket hår, så fik vi sæben i øjnene, og det sved. Der var også et lille rum bag toilettet. Det var som regel pladsen til risbrænde, grene fra hegn som blev beskåret, og lavet om et neg, der lige havde størrelsen som lemmen, hvor vi fyrede, når vi skulle koge vand. Oppe over værkstedet var der et værelse, hvor lærlingen sov. Det bestod af loftpap, som blev oversmurt med tapetklister flere gange, så var det næsten lige så stift som en masonitplade, så blev det tapetseret eller malet, men ingen form for isolering.

Om sommeren var der 35 graders varme, om vinteren rimfrost på dynen. Jeg ved det, jeg overtog det, da vi ikke havde lærlinge mere, mor sørgede for en varmedunk til at tage den værste kulde. Omkring 1955 blev der sat en kvist på ud mod vejen, der blev lagt 25 m.m. isolering på loftet og skunken. Desværre måtte det ikke koste noget, så den blev beklædt med tagpap, som kun har en levetid på 10-15 år. Jeg rejste hjemme fra i 1960. Siden var der ingen, som kom op på værelset, og derfor ingen som opdagede, at taget ikke var tæt mere, at vandet ødelagde det hele.
Hvornår det lille badeværelse blev lavet ude, hvor der var bryggers, og der kom central varme, var en gang i halvfjerdserne. Det var lidt om huset og dens indretning.

Set udefra er der også sket lidt:
Ude fra vejen lå der to andre huse til venstre, Julius og Margrethe Nielsen, og det næste sygeplejerske Marie Hansen. Hun havde ingen telefon, det var der mange andre, som heller ikke havde. Skulle nogen have fat i hende, blev der ringet til min forældre, V. Skerninge 293. Når hun kom hjem fra formiddagsturen, som indtil 1949 foregik på cykel, kom hun ind for at se, om der var nogen beskeder. Hun havde selv en nøgle, så hun kunne komme ind, hvis mor skulle være gået et ærinde, og kunne selv aflægge rapport til lægerne, i alt tre stykker i hendes distrikt. Der var jo nogle, som også skulle passes om eftermiddagen, så når hun kom tilbage fra eftermiddagsturen, kom hun igen.

Julius og Margretes grund gik dengang op til landevejen. Her havde de et is hus, hvor Margrete sad, når hun havde tid, ellers ringede folk på klokken, og så kom hun i fuld firspring for at sælge en is til 15 øre eller 50 øre, de mest almindelige priser. De havde heller ikke telefon, så når hun skulle bestille is eller tøris, kom hun også for at låne telefonen for at ringe til Hesselager nr. 6, dengang var fryseboksen ikke opfundet. En tredjedel af kummen var derfor fyldt med tøris, som var hvinende kold, og kunne holde isen kold i mange dage.

Til højre boede smeden, Jens og Martha Hansen og de to sønner Egon og Helge, som sammen med faderen drev forretningen. Jens blev dog ikke ret gammel, han døde et par år efter krigen, hvorefter Egon og Helge kørte smedjen videre. Fra mine forældre købte huset og indtil 1956, havde vi ikke egen indkørsel, men måtte køre op af smedens. Sådan var det også tinglyst. Far malede tit noget for smeden, blandt andet lavede de gummivogne til traktorer, enhver landmand anskaffede sig sådan en. På disse vogne blev alle beslag, fælge og jernskinner oven på siderne malet sort. 2 timers arbejde, til en timeløn på 10 kr. Jeg mener, at han i flere år fik 22 kr.pr. vogn inklusive maling, men prisen skulle stige til 25 kr. Egon blev så rasende, smak med døren og gik.

Fra den dag begyndte Egon at sætte alting i gården på en måde, så vi ikke en gang kunne køre på en cykel, men måtte bære den ned af trappen. Far mente, at der ikke gik ret lang tid inden han kom tilbage, så de kunne få en ordning på det hele, men det skete aldrig. Så en dag sagde jeg til far, at fra i morgen begynder jeg at tage rækværket ned og grave jorden væk, så vi kunne få vores egen indkørsel. Som sagt så gjort, nu var vi så heldige, at kirkegården skulle udvides, og da der manglede jord på det nye stykke, fik jeg en aftale med entreprenøren, at det jord, jeg gravede op, skulle jeg bare køre over i grøften, og murbrokkerne i en anden stak, så skulle de nok fjerne det. Sådan gik det til, at vi fik vores egen indkørsel.
(Der var mange trillebør fulde jord, kan jeg huske.)

En sidste ting ved huset er den bygning omme bag ved, den byggede jeg til kaniner af genbrugsmaterialer det hele. Du kunne ikke lukke en avis op uden at støde på noget om kaniner. Priserne var helt i top, vi kunne eksportere alt, hvad der kunne avles, store godser havde brugt mange af deres store bygninger til kaninavl, så hvad var mere naturligt end slå sig på kaniner. Det begyndte omme i det gamle brændeskur, så derinde hvor vi førhen havde risbrænde, og sidst det ny opførte hus. Til sidst havde jeg omkring 30 bure med avlsdyr. Hvad det havde kostet mig, ved jeg ikke. Jeg var lige udlært og lønnen var steget fra 35 kr. nu tjente jeg 200 kr. om ugen. Det var ikke penge, jeg manglede. Det var før kildeskatten blev indført, så skatten trykkede ikke før næste år, og der skulle jeg være soldat. Så blev vi fritaget for skat i 16 måneder, alt var timet og tilrettelagt, ligesom i Olsenbanden. Mor skulle passe dyrene mens jeg var inde for at aftjene min værnepligt, overskuddet skulle vi dele. Der blev til et par skindhandsker til mor, for da vi skulle til at sælge dem, var priserne så langt nede, at vi dårligt kunne få dækket omkostningerne til foder.

Min far døde 5. august 1981 af en blodprop 68 år gammel. Efter mors død i 1987 blev huset sat til salg til omkring 350,000 kr., og blev købt af en Jørgen Madsen, som opkøbte ældre huse med videresalg for øje, et minimalt løft af udseendet, og så var der en fortjeneste til ham.
Det var lige, hvad jeg kunne komme i tanke om angående Præstegårdsvej 5.