Hvad der sker i dag, er historie i morgen.
Opdateret 12.04.19
___________________________________________________________
Arrangement for foreningens medlemmer
Da Damas desværre lukker inden så længe, har vi i Folkemindesamlingen fået mulighed at få en rundvisning på fabrikken for foreningens medlemmer onsdag den 27-06.
Vi mødes i kantinen, og efter en rundvisning og nogle fortællinger fra fabrikkens historie, er Damas vært ved et mindre traktement.
Tilmelding skal ske ved at sende en mail til: vaarkiv@gmail.com
senest d. 19. juni.
____________________________________________________________
Her bringer vi nogle fortællinger fortalt af en lokal – om dengang.
Se de første 5 historier under Fortællinger
Sjette fortælling handler om Mary Bager Petersen.
Udpluk fra Poul Mandrup Pedersen´s slægtsfortælling
3 del (af 3)
MARY AGNETHE PETERSEN 1909-1995
En fortælling om nogle mennesker, der betød meget for mor i hendes unge dage:
MARIE & HANS JØRGEN JØRGENSEN
Fra mors notater om sin barndom og ungdom. Redigeret den 01.10.1995.
Da jeg var omkring 18 år gammel, begyndte jeg at køre brødture. I første omgang sammen med Kis (min bror Kristian). Jeg fik lov til at køre bilen, det mente jeg var spændende, og jeg kunne godt lide at komme ud til folk, ikke mindst til de ældre ude på gårdene.
Der var specielt et ældre ægtepar, Marie og Hans Jørgen Jørgensen, som i øvrigt var gode venner med mor og far. De havde gården “Lykkensprøve” for enden af Rolighedsvej i den nordøstlige del af Vester Aaby.
Senere da de gik på aftægt, byggede de en aftægtsbolig på deres egen jord, lige ved siden af husmandsstedet ”Rolighed”.
Der blev sagt, at Hans Jørgen var sognets rigeste mand, jeg ved ikke om det passede.
Jeg kom der på brødturen om fredagen, og om søndagen fik de leveret morgenbrød, hvilket ingen andre gårdmænd fik på det tidspunkt.
Deres gård, og senere aftægtsboligen, var mit sidste sted på turen med morgenbrød om søndagen, så jeg skulle altid snakke med dem og ofte drikke kaffe sammen med dem.
Det var også blevet en regel, at den gamle sognefoged Jens Rasmussen stod på vejen udenfor sin gård, som lå på Rolighedsvej på vejen ud til “Lykkenspøve”, og ventede på at jeg kom forbi, han skulle nemlig også med ud og have kaffe og morgenbrød hos Marie og Hans Jørgen.
Så det var fast tradition, at jeg drak kaffe sammen med de tre gamle om søndagen, og vi havde det sjovt sammen. Der var vist ingen andre i byen, der kendte den gamle sognefoged, Marie og Hans Jørgen bedre end jeg gjorde.
Marie og Hans Jørgen havde en datter, Asta, som sammen med sin mand overtog gården “Lykkensprøve” efter de gamle.
Hun lignede ikke sine forældre, hun var meget sur og kedelig.
Ejner og jeg var dog gode nok tit at komme med til deres sølvbryllup, men hun var ikke som forældrene. Måske var det derfor, at Marie og Hans Jørgen var så glade for mig.
Jeg havde jo kørekort, og jeg kørte således mange ture for de to gamle. Når de skulle køres, lejede vi bil hos Erik Hansen, mekanikeren i Vester Aaby, og altid betalte Marie og Hans Jørgen for leje af bil og benzin. Mor og far var altid med på turene, blandt andet kørte jeg dem til Frøbjerg Bavnehøj i 1933, og til Lillebæltsbroen, da den blev bygget i starten af 193O’erne.
Hver gang de skulle til Svendborg for at handle, lejede de en bil uden fører hos Erik Hansen.
Mor og far tog med og jeg kørte. Når vi således var i Svendborg for at handle, var det traditionen, at vi skulle på restaurant for at spise koteletter. Igen var det altid Hans Jørgen der betalte.
En dag fandt Marie og Hans Jørgen på, at de ville forære mig en helt ny bil. Det var ellers fristende, men mor og far sagde, at hvis de virkelig gjorde det, ville jeg jo aldrig få fri på mandage – det ville jo forpligte at få en bil foræret på den måde. Jeg havde jo ikke den store frihed, så jeg måtte desværre sige nej tak til de to gamle.
Men så fandt Marie på, at jeg skulle have en ridehest, men igen måtte jeg sige nej tak. Jeg havde slet ikke frihed til at passe en hest og til at ride ture – jeg kørte jo brødture hver dag undtagen mandage.
Jeg ved ikke hvorfor, de var så glade for mig, men det var de altså. Maren kunne give mig alt, men mor sagde, jeg ikke måtte tage imod noget. Måske havde det noget at gøre med deres datter, som var gift og havde fået gården, men var en rigtig ”mobse”, som ingen rigtig brød sig om.
Engang spurgte datteren, Asta, mig om det var mig, der havde fået så mange af hendes mors gamle ting. Det kunne jeg roligt sige nej til, takket være mors formaninger om ikke at tage imod. Jeg var glad for at jeg havde hørt efter mors råd og havde sagt nej tak, når Marie tilbød mig et eller andet. Men Asta troede mig ikke, kunne jeg høre på hende, så jeg inviterede hende til at komme op til mig, når hun kom til byen, men det ville hun dog alligevel ikke. Jeg kunne ellers have fået mange fine gamle ting.
En gang jeg havde fødselsdag, havde Hans Jørgen været oppe tidligt om morgenen, eller måske hen på aftenen dagen før, og havde sat en papæske ind i bilen i garagen. I æsken var der den fine bronzekande, som jeg stadig har – den står på det trekantede skab i stuen. Jeg husker, jeg blev helt forskrækket den søndag morgen, da jeg kom over i garagen og ville lukke op til bilen. Jeg gav et højt skrig fra mig, da jeg lukkede bildøren op, for på forsædet i bilen stod en dukke med en pakke ved siden af. Dukken var klædt på som Jokum i “En Søndag På Amager”. Jeg havde lige spillet med i opførelsen af “En Søndag På Amager”, hvor Jokum frier til mig, og nu sad han der i bilen.
Marie og Hans Jørgen havde købt dukken i Svendborg og fået den klædt på som Jokum, og i pakken ved siden af var den fine bronzekande – ja, de var ikke helt almindelige.
Jeg kunne til tider ærgre mig over, at jeg havde sagt nej til de mange gamle ting. Nu kom der i stedet nogle helt fremmede “handelsfolk” som kørte omkring, især til gårdene og til ældre folk, og opkøbte gamle ting.
Det skete også hos Marie, hvor nogle af disse handelsfolk flere gange kom og fik overtalt hende til at sælge nogle af de fine gamle ting, de havde, for ingen penge. Ofte var det ting, hun ellers ville have givet mig. Når jeg så kom på min brødture og opdagede, at nogle af disse opkøbere havde været der, skældte jeg Marie ud for at have solgt tingene, men så fik jeg den besked, at jeg jo ikke ville have dem. En gang skældte jeg hende ud og sagde, at hvis hun havde solgt noget næste gang jeg kom, ville jeg aldrig mere komme ud og hjælpe hende med at pudse kobbertøjet. Det hjalp på hende.
FAR kommer ind i billedet.
Den 1. november 1926 kom en ung mand fraKirkeby ved navn EJNER PEDEREN til Vester Aaby for at komme i lære som maskinsnedker på A/S Jens Nielsens Maskinfabrik.
Ejner blev i 1944 min far.
Far blev født i Kirkeby den 2. februar 1911, og var eneste søn af Andrea og Axel Pedersen i Kirkeby.
Ejners far Axel var teglværksarbejder og stammede fra Strynø.
Fars barndom i Kirkeby kender jeg ikke meget til, men på et eller andet tidspunkt allerede inden far kom I skole, kom der problemer i hjemmet. Andrea, fars mor, blev alvorligt syg af tuberkulose, og det har naturligvis præget hverdagen i det lille arbejdsmandshjem og er nok grunden tit at far blev enebarn.
Farmor Andrea var ind og ud af sygehuset og kom senere til Nakkebølle Sanatorium ved Vester Aaby. Med Bedstefars lange arbejdsdage på teglværket, blev det uden tvivl en barsk hverdag med en syg kone og et barn i skolealderen.
Da far var omkring 12-13 år gammel døde hans mor af sygdommen.
Som det var almindeligt på den tid når en mand var blevet alene, ansatte bedstefar en husbestyrerinde, Agnete. Som det vist ofte gik, endte det med at bedstefar giftede sig med husbestyrerinden, og for dem holdt det ægteskab resten af deres liv.
Hvornår fars stedmor, Agnete, min bedstemor, kom ind i billedet ved jeg ikke, men af mors notater fremgår, at Agnete var en meget sød pige, som var meget omsorgsfuld overfor både bedstefar og far.
Dengang var det sådan, at udenbys lærlinge boede på fabrikken. Man havde simpelthen en afdeling med værelser for lærlinge. Lærlingene kunne så spise på et af byens lokale pensionater. Min moster Kathrine og Thorvald havde sådan et pensionat i deres daværende hus lige overfor fabrikken.
Lærlingene og de unge svende fra fabrikken fordrev oftest aftenerne med at hænge ud i bagerbutikken, hvilket også skete helt op til min tid i 195O’erne.
Udover brød, is og slik, var det nok også bagerens kønne unge døtre, der trak drengene fra fabrikken, så mor har nok haft en hel del tilbedere.
Far udlært som MASKINSNEDKER
Hvordan far mødte min mor, Mary, ved jeg ikke, men jeg kan da gætte på, at det var gennem Kathrines pensionat.
Under alle omstændigheder var Vester Aaby en lille by, så det har været svært for en ung lærling eller svend fra fabrikken, ikke at lægge mærke til bagerens kønne og friske datter.
Omkring 1930 dukker Ejner op på mors fotografier af dagliglivet omkring bageriet.
Far blev udlært som maskinsnedker den 1. februar 1931, dagen før sin 20års fødselsdag, og fortsatte at arbejde som svend på fabrikken.
FARS ULYKKE.
I starten af 1930’erne kom far alvorligt til skade på fabrikkens maskinsnedkeri. Om det var lige inden han blev udlært i februar 1931, eller om det var da han arbejdede som svend senere, ved jeg ikke. Som det, også skete for mange andre i det fag, fik far venstre hånd i afretteren, og mistede to fingre på hånden, ringfingeren og langfingeren.
Det kom til senere fa store konsekvenser for mor og fars fremtid.
På maskinfabrikken var der velordnede forhold, og fabrikken havde heldigvis en ulykkesforsikring. Far fik udbetalt en erstatningssum fra fabrikkens forsikring, hvor stor den var ved jeg ikke. Jeg formoder, at den erstatningssum der blev udbetalt, blev brugt til at købe huset i Vester Aaby – det hus der blev mor og fars første hjem.
Far fortsatte med at arbejde som maskinsnedker på fabrikken. Han blev udlært den 1. februar 1931, og fortsatte med at arbejde som svend i de næste 12 år.
Mor – og måske også far – var efter ulykken – efterhånden blevet utryg ved fars arbejde på fabrikken. Da Danmark i 1940 blev besat af tyskerne, tegnede fremtiden sikkert ikke helt så lyst for beskæftigelsen på fabrikken. Denne utryghed falder sammen med, at min morfar og mormor er ved at planlægge at afhænde bageriet for at gå på pension.
Nu ville det vel have været naturligt, at en af mors to brødre, Kis og Poul, som begge var uddannet indenfor bagerfaget, havde overtaget bageriet og ført det videre, men sådan skulle det ikke blive.
For det første havde ingen af mors brødre kapital til at overtage bageriet, for det andet mistænker jeg, at det var mor der gerne ville, at hun og far overtog bageriet.
Bageriet havde været mors hele tilværelse indtil da. Det var hendes barndomshjem, og hun elskede sine brødture og livet omkring bageriet. Så var der jo lige det, at far havde fået penge fra forsikringen, så, selvom pengene nok var investeret i deres hus, så havde de kapital til at skyde ind i et køb af bageriet, hvis de solgte huset.
Sådan blev det – mor fik altid sin vilje!
Den 1. januar 1943 overtog mor og far bageriet i Vester Aaby, og far skulle i gang med at lære bagerfaget.
Set med eftertidens øjne, var dette efter min opfattelse deres livs fejltagelse.
Mor og fars køb af Bageriet var på streng kommercielle betingelser. Ikke noget med at morfar gav sin datter særligt favorable betingelser.
Af side 2 af skødet, fremgår det:
Overtagelsen er fastsat til 1. januar 1943. Købesummen er fastsat til kr. 40.000.
Kontant betaler køber senest den 1. marts 1943 kr. 15.000.
Køberen optager størst muligt 1. prioritetslån i Østifternes Kreditforening, hvis provenu udbetales sælgeren.
For den eventuelle rest udstedes pantebrev til sælger med pant i det solgte, efter det optagne kreditforeningslån, til 4% p.a. og med afdrag kr. 50 hver halvårlig termin, første gang i juni termin 1945.
Morbror Kis arbejdede som svend i bageriet, da mor og far overtog bageriet, og han fortsatte i en årrække som svend. Det blev således Kis, der skulle oplære far i bagerfaget. Morfar Marius hjalp i en periode også til, og havde – som jeg husker det – også sin daglige gang i bageriet.
Far var en dygtig håndværker og havde måske haft gode muligheder for en karriere på maskinfabrikken. Men der er et stort spring fra at være ansat håndværker til nu, 32 år gammel, at skulle til at lære bagerfaget fra bunden af og til at drive selvstændig forretning som bagermester.
Far blev desværre aldrig en rigtig god bager, og nok værst af alt, var han slet ikke forretningsmand.
Far og mor kunne sikkert have fået en langt mere behagelig tilværelse, hvis far havde fortsat på fabrikken, hvor han sikkert var endt som værkfører, ligesom nogle af hans kollegaer på billederne fra fabrikken, for eksempel Thomas Borg og Sparrewath.
I stedet sled både far og mor sig gennem tilværelsen som selvstændige for at holde bageriet kørende. De sled virkelig hårdt i det!
Gennem de første cirka 15 år af deres tid i bageriet, holdt de bageriet og forretningen åben 7 dage om ugen.
Der blev kun lukket 5 dage om året, nemlig Juledag, 2. Juledag, Langfredag, Påskedag og Pinsedag. Ikke noget med ferier eller bare normale weekender. Op tidligt hver dag, arbejde hele dagen og trætte i seng hen ad 22-tiden.
På et tidspunkt gik de endelig over til at lukke forretningen på mandage.
Jeg husker tydeligt, at jeg tit misundte mine venner og deres familieliv – tænk sig, de havde fri i weekenderne, og de fleste havde også sommerferier med familien.
Trods det hårde slid kom der ikke så meget velstand ud af det. Forretningstalentet manglede og måske manglede også en grundliggende uddannelse indenfor bagerfaget.
BAGERIET
Far arbejder ved ovnen.
Ovnen var en lang flad muret stenovn, 5-6 meter lang, som blev opvarmet ved fyring med brænde eller kul direkte ind i selve ovnrummet.
Efter fyringen blev ovnen renset, stenene var varme og der kunne bages brød.
Hårdt og snavset arbejde.
Det første, der blev bagt i ovnen hver dag, var rugbrød.
Denne form for ovn gav nogle fantastiske rugbrød, som således også var det vigtigste og mest populære brød fra bageriet.
Først mange år senere fik far installeret oliefyr til opvarmning af ovnen.
Længe efter krigens ophør var der rationering på alt muligt, også på brændsel til opvarmning af ovnen.
Her er så sent som i februar 1950 har far fået tilladelse til at få leveret 2.000 kg kul.
Den 7. maj 1961 havde mor og far SØLVBRYLLUP.
Det blev blandt andet blev fejret med en stor fest i Vester Aaby Forsamlingshus.
Her ses mor og far med nogle af de mange blomster, de fik på dagen.
FRA BAGERI TIL BRØDUDSALG OG TIL LUKNING.
Allerede i december 1969 fik far første gang problemer med helbredet, og måtte på hospitalet.
De tungeste aktiviteter i bageriet, bagning af rugbrød, blev standset, og for at holde forretningen kørende, gik mor og far over til at købe rugbrød fra Bülow, rugbrøds fabrikken i Svendborg.
Efterhånden holdt mor og far helt op med at bage selv, og fik lavet aftaler med andre bagere i området om at aftage og sælge deres brød i forretningen, som nu var blevet et brødudsalg.
Efter videre sygdom i 1978, hvor mor og far også havde nået pensionsalderen, blev det besluttet at lukke forretningen helt ved udgangen af 1980.
På grund af sygdom
lukkes forretningen fra den 9. – 16. marts – Begge dage incl.
Vester Åby mælk e- og brødudsalg
Marts – 1978 E. Petersen
Den 7. april 1985 døde min far efter en blodprop, 74 år gammel.
Jeg og min familie var i Sudan, og kunne desværre ikke komme hjem til at være der, og heller ikke til at deltage ved begravelsen.
Efter fars død i 1985 boede mor nu alene i det gamle bageri i næsten fem år.
Det gik ned ad bakke både med mors helbred og husets tilstand.
I slutningen af 1989 fik mor tildelt en dejlig nyopført beskyttet bolig i Vester Aaby, og det lykkedes at få solgt det gamle bageri for den beskedne sum af 300.000 kroner.
Fredag den 8. september 1995, sov mor stille ind og fik fred efter et langt liv på mere end 86 år.