Hvad der sker i dag, er historie i morgen.
Opdateret 17.10.20
___________________________________________________________
På trods af Corona
har vi stadigvæk åben
på arkivet hver den
første lørdag
i måneden.
Du er også velkommen
til at kontakte os
for at lave en
aftale.
Efterlysning
Vi mangler en medhjælper
til arkivet.
Er det måske noget for dig,
så kontakt os og hør nærmere.
____________________________________________________________
Her bringer vi nogle fortællinger fortalt af en lokal – om dengang.
Se de første 7 historier under Fortællinger
Ottende fortælling handler om Damas – Jens Nielsens Maskinfabrik
Skrevet af arkivleder Gerda Nielsen
Med vemod var lukningen af Damas med udgangen af 2019 et endeligt farvel til produktion af rensemaskiner i Vester Aaby efter 156 års virke.
Fra i begyndelsen af 1950-erne har der været skiftende navne tilknyttet fabrikken: A/S Jens Nielsens Maskinfabrik, Damas og til sidst Skjold.
Fabrikken har gennemlevet op og nedture, sammenlægninger med tilsvarende fabrikker, dalende efterspørgsel igennem 1960-erne og 1970-erne, og en selvvalgt likvidation, som blev afværget og fabrikken fortsatte med skiftende direktører. Den endelige lukning og flytning til Odense og Sæby var som fabrikken Skjold, det seneste navn på virksomheden.
Produktion af rensemaskiner har hele tiden været den røde tråd, der kendetegnede fabrikken helt tilbage til fabrikkens start.
Renseteknikkens udvikling har været ganske enorm. De mange forskellige behov fra kunderne, for at få sorteret med sold og sier, såsom korn, frø, ja alt hvad der kunne skilles og findeles og transporteret rundt ved hjælp af luft, var med til at udvikle teknikken. Det gjaldt for både store som små anlæg.
I hele verden har der været solgt anlæg ved hjælp af dygtige sælgere og et virkeligt godt produkt.
Alt dette har kunnet lade sig gøre igennem tiderne, fordi der blev født en dreng i Vester Skerninge i 1842. Det var iflg. Vester Skerninge kirkebog husmand og tømrermand Niels Jensen og hustru Bodil Marie Hansdatter, der havde fået en søn den 23. oktober 1842 og døbte ham Jens Nielsen.
Niels Jensen havde foruden at bygge huse også fremstillet enkelte rensemaskiner på en primitiv måde ved hjælp af kasteskovl og håndsold. Med skovlen kastede man kornet i en stor bue, hvorved det tungere korn lagde sig for sig selv længst borte, medens avner blev liggende nærmest. En yderligere rensning kunne foretages med et håndsold, der bestod af et gennemhullet skind udspændt på en træramme.
Som dreng viste Jens Nielsen sig at have let ved at bruge sine hænder og fik tidligt sin egen høvlebænk på faderens værksted. Her fremstillede han mange forskellige brugsting, som han solgte til de nærmeste bønder og husmænd.
Han var meget flittig i sin skole og han fik lov af læreren til at gå i skole hver dag og ikke som andre børn kun hver anden dag. Han ville lære at skrive og regne godt. Efter skoletiden kom han i lære hos faderen, og det varede ikke længe, før der blev lagt mærke til ham. Han fik tidligt forståelsen af, at tegning var nødvendig. Han gik atter til sin lærer, som han senere i livet tænkte tilbage på med stor taknemmelighed, da han lærte ham geometri, og ved farens hjælp fik han også lært fagtegning.
Kun 20 år gammel måtte han overtage forretningen, da faderen på grund af alder ikke kunne betjene sin tømrerforretning mere. Jens Nielsen blev da ved med at bygge huse og ved et sådant arbejde, lærte han en pige at kende. Det var Maren Jørgensen fra Vester Aaby, der senere blev hans hustru og en trofast medarbejder.
Da Jens Nielsen engang arbejdede for en møller i sognet, bad denne ham om at lave en rensemaskine. Mølleren havde set en sådan og ville have, at Jens Nielsen skulle lave en maskine magen til efter møllerens tegning. En smed i nabosognet lavede beslagene til ham, og han selv lavede resten. Hermed var han inde på den vej, som han senere skulle udvikle til stor fuldkommenhed. Da maskinen var færdig, kostede den 40 rigsdaler. Det var prisen, men man må tænke på, at daglønnen for en håndværker dengang var ca. 24 skilling for en arbejdsdag på 12-15 timer – svarende til 50 ører. Det var i 1863.
Da maskinen vær færdig, fik han bestilling på flere, som han fremstillede den kommende vinter. Om sommeren havde han nok at gøre med tømrerarbejdet.
I året 1875 blev rigsdaler og skilling afløst af kroner og ører. 1 rigsdaler blev omregnet til 2 kroner og 48 skillinger blev til 1 kr.
I 1867 fik han sit første patent på en kaste og rensemaskine, som blev udstillet i 1868 i København.
Han modtog – som et synligt bevis – et brev, der gav ham enerets bevilling .
Brevet var underskrevet af Kong Christian den 9. Amalienborg den 2. januar 1869 ”Under Vor Kongelige Haand og Sejl Christian 9. ”
Hvordan han fik sin maskine til København og fik vist den frem, er der ikke fundet nogen notater om. Tømrerarbejdet måtte efterhånden opgives og rensemaskiner blev nu en levevej.
Jens og Maren blev gift den 30. april 1874, og de flyttede til Marens fødehjem på den nuværende adresse Strandvejen 70 i Vester Aaby. Der var 4 tønder landjord til huset. Han opførte samme år et nyt stort værksted.
I 1878 udstillede han på den 12. danske Landmandsforsamling i Svendborg, hvor dommerne om hans maskine erklærede, at det både var den bedste og mest fuldkomne af alt, hvad der var udstillet hidtil. Han fik 200 kr. i præmie, hvilket var det største beløb, der blev uddelt. Dette gav mere arbejde, der kom nye bestillinger, og man ønskede andre modeller udført.
Tegning af huset i 1874, hvor Jens og Maren flyttede til nuværende adresse Strandvejen 70
En gårdmand fra Falster ville have ham til at udføre en maskine efter en engelsk model, da han mente, at den var god. Jens Nielsen blev først betænkelig. Det krævede nogle tekniske hjælpemidler, som han ikke havde, men gårdmanden lovede at købe maskinen, så snart den var færdig. Den blev den i 1880. Den blev også anmeldt til arbejdsprøvningen, hvor den fik en gunstig bedømmelse.
I 1888 udstillede han den på den store nordiske udstilling i København, hvor han fik i alt 4 højeste udmærkelser og sølvmedaljer. Hans arbejde fik anerkendelse, hvor det kom frem. I 1894 fik han de to eneste ærespræmier, som Det kgl. Danske Landshusholdningsselskab havde uddelt for landbrugsmaskiner. Derfor forsømte han heller aldrig at udstille, hvor der var lejlighed til det. Folk troede, at jeg var tosset, sagde han engang, fordi han ville ofte så mange penge på det. Men de penge kom flere gange igen, så de var givet godt ud, syntes han.
Skitse af korn-rensemaskine fra 1893
I 1900 vovede han sig til at udstille på verdensudstillingen i Paris. Det var kæmpestort med 76.000 forskellige udstillere og varede fra april til oktober. Her findes heller ikke noget om, hvordan han kom til Paris med sin maskine, og hvordan han kom i kontakt med de rigtige personer. Hans rensemaskine var i skarp konkurrence med store amerikanske fabrikker, der fremstillede lignende maskiner. Jens Nielsen fik en guldmedalje som hele verdens bedste for sin rensemaskine, der i modsætning til de fint malede og lakerede amerikanske maskiner stod i naturtræ. Så kunne man se hvordan den var lavet, udtalte han. Det må vel nok siges at være en triumf for en dansk landhåndværker, at kunne præstere så flot et arbejde og få en guldmedalje for det.
Der kom nu tærskeværker og meget andet til. Som den første her i landet byggede han en lille tærskemaskine med kuglelejer til håndkraft. Det var beregnet til husmændene. Det var før den elektriske kraft var almindelig udbredt. Det var sikkert en god hjælp til rensning af deres afgrøde. Han lavede også små selvrensende tærskeværker, der ikke var større, end de let kunne anskaffes på de mindre gårde, hvad man hidtil ikke havde troet var muligt. Man mente, at den slags maskiner kun kunne bruges til de større ejendomme. Det må have været Jens Nielsens anskuelse, at også de små skulle hjælpes. Han vidste jo, hvordan det var. Han kom selv fra små kår.
Flere og flere nye maskintyper kom til deriblandt frørensemaskiner, da frøavlen efterhånden havde taget et stort opsving. Det viste sig, at han også kunne lave maskiner til store virksomheder. Hans maskiner var ofte nye konstruktioner og forsynet med patenterede anordninger til de store firmaer over hele landet. Han leverede nu også maskiner til Norge, Sverige, Finland, Rusland, Tyskland, Østrig, England, Portogal og mange flere. Alt dette taler mere end mange ord om, at det var kvalitets arbejde, han leverede sammen med sine svende og lærlinge.
I 1911 overlod han sit livsværk til børnene Bodil, Niels og Marius Johan. Der blev dannet et aktieselskab til videreførelsen. Der har været skrevet meget om Jens Nielsen og fabrikken igennem årene. Både i form af bøger og mange store avisers artikler om virksomheden.
I 1940-erne blev der på fabrikken sideløbende også eksperimenteret både med vibratorer og gaskomfurer. Først i 1950-erne efter en familie tragedie blev der foretaget ændringer. Vester Aaby Vibrator flyttede til lokaler i Sørup og Jenni komfurer fortsatte i en nybygget fabrik på adressen Strandvejen 68 Vester Aaby.
I 1963 på 100 års dagen den 15. september for fabrikkens start, blev der afholdt en stor fest for alle ansatte. Blandt gaverne havde funktionærer og arbejdere foræret fabrikken et solur på en granit sokkel med en inskription på.
Ved nedlæggelsen af Jenni komfur-fabrikken i 1980-erne fik Folkemindesamlingen foræret mange arkivalier til bevarelse, der til enhver tid kan ses på arkivet og også registrerede oplysninger findes på arkiv.dk. Nogle ting helt tilbage til fabrikkens start. 
Inden fabrikken lukkede ned fik, vi i november 2019 igen foræret mange forskellige ting, kataloger, fotos, regnskabsbøger, protokoller og andet igennem de mange år.
Det allersidste var en foræring af jubilæumsgaven soluret på granitsoklen.
En foræring til byens borgere, som et minde for eftertiden. Mange fædre,
bedste- og oldefædre har arbejdet på Jens Nielsens Maskinfabrik/Damas
igennem de mange år. Gaven er blevet renoveret og der er fremstillet en mindeplade til oplysning for alle, der tager den nærmere i øjesyn.
En QR-kode vil blive opsat ved siden af, der fortæller hele fabrikkens historie igennem 156 år.
Gaven fra Jens Nielsens Maskinfabrik A/S granitsoklen med soluret på, får sin endelige hædersplads midt i byen som et minde om, at Damas var byens store arbejdsplads engang. Soluret bliver placeret på det grønne område nær cykelstien ved den tidligere gamle grusgrav. Det bliver synligt for alle forbipasserende. Der bliver lagt chaussésten på en lille vej fra cykelstien og hen til den lidt ophøjede plads, hvor granitsokkel og solur får sin endelige plads.
Det sker inden for den nærmeste fremtid.
Gerda Nielsen
arkivleder
Vester Aaby Sogns Folkemindesamling.