Forside

Hvad der sker i dag, er historie i morgen.
Opdateret 12.04.19
 ___________________________________________________________

Arrangement for foreningens medlemmer
Mange tak til Damas for rundvisningen
d 27/6
Der var mødt ca. 50 medlemmer op, som fik en fin rundvisning, lidt historie, en masse anekdoter og efterfølgende blev trakteret med sandwich fra den lokale slagter.

Flere billeder følger… klik her

 

 ____________________________________________________________

Her bringer vi nogle fortællinger fortalt af en lokal – om dengang.
Se de første 5 historier under Fortællinger

Syvende fortælling handler om Jøder i V.Åby og Åstrup under besættelsen

Fortalt af sognepræst H.C.Andersen

Da jødeforfølgelserne begyndte i Tyskland, kom der nogle unge jøder, mænd og kvinder, til Fåborgegnen.
Nogle fik plads i V.Åby, flere i Åstrup.
Skønt de ikke var kendte med landbrug, fik de plads på gårdene. Det var deres håb, at opholdet her ikke skulle blive af lang varighed, de ville søge at komme til Palæstina. Derfor ville de lære hebræisk. De ønskede at finde et sted, hvor de kunne samles i fritiden og på helligdage og i fællesskab søge at sætte sig ind i det hebræiske sprog.
I den anledning henvendte de sig til mig.

Sognepræst H. C. Andersen med familie

Der ligger ved Åstrup kirke et lille hus, hvor der er garage, brændselrum og et værelse, som præsten bruger til omklædning.
De bad om, at de måtte få dette værelse til samlingssted. Jeg gav dem gerne mit samtykke dertil, og de var meget glade for det. De var ofte samlede der, når jeg kom til kirke, og så fik jeg lejlighed til at tale med dem. De var meget flinke og livlige.

Som tiden gik, blev deres antal mindre, og det varede ikke længe, inden de havde forladt sognene. Jeg havde ingen forbindelse med dem, og jeg vidste ikke, hvor de var rejst hen.
Den 1. oktober 1943, den dag, da jødeforfølgelserne begyndte her, kom der ved middagstid to unde mænd til mig. De spurgte, om jeg kendte dem. Selv om jeg godt kunne huske deres ansigter, var jeg ikke klar over, hvem de var. Men så snart de nævnte deres navne, var jeg klar over, de havde været i Åstrup.
De fortalte, at der i Horne og Diernæs var 17 jøder – elleve mænd og seks kvinder. De havde dagen før fået telegram fra København:
”Fader meget syg, underret børnene”
Det var aftale med jødernes ledere i København, at hvis der kom jødeforfølgelser, skulle der sendes et telegram med disse ord til dem, og så skulle de søge at finde en udvej, så de kunne undgå at falde i tyskernes hænder.
Den, der havde modtaget telegrammet, sendte straks bud til de andre jøder på egnen. De samledes samme aften og forhandlede om, hvad de skulle gøre. De var enige om, at de straks måtte forlade deres pladser og søge at holde sig i skjul, indtil de kunne komme bort. Resultatet af deres forhandlinger var, at de ville henvende sig til mig og bede mig hjælpe dem, så de kunne komme til Sverige.

De fortalte, at de havde skjult sig i et sommerhus ved stranden. Jeg fik senere at vide, at husets ejer var sognepræst Fabricius, tidligere Gislev, nu i Maglegård sogn, Messiaskirken i Charlottenlund.

I dette hus opholdt de sig om dagen, først når det blev mørkt, vovede de sig ud. De måtte skaffe sig føre, og de mente, de kunne få noget hos de folk, de havde været hos, ikke blot dem i Horne, men især i Åstrup.
Vi forsyndede dem med en del fødevarer, og jeg lovede at sætte mig i forbindelse med en mand fra Nordsjælland, for muligt derved ar få forbindelse med fiskere på Nordsjællands kyst, som kunne befordre dem til Sverige.
Vi aftalte, at de skulle komme over om aftenen eller om natten for at hente nye oplysninger.

Det blev en meget urolig uge, vi gik ind i. De kom den ene gang efter den anden. De fortalte om de trange kår, de levede under: hele dagen inde i huset, kun ude om natten og så i fare for, at man opdagede, hvor de var. Især gjaldt det om at få kvinderne derfra. Vi blev enige om, at de måtte søge om at få dem til Odense, da de bedre kunne leve ukendte der, end hvis de f.eks. tog ophold hos os.
Vi satte os i forbindelse med dyrlæge Juhl og frue, Holmegård, pr. Beldringe. De lovede at bringe sagen frem for venner, som de netop skulle samles med den dag. Resultatet blev, at de næste dag ringede fra Holmegård og sagde, at de havde plads til to piger.
Da jøderne kom om aftenen – ingen i V.Åby anede noget om vores forbindelse med jøderne, kun sognefogeden fik det at vide, da han en dag kom, mens jøderne var hos os. Han var straks forstående og talte ikke til nogen derom – aftalte vi, at to piger skulle komme til Odense næste dag. De kom, og de rejste til Odense, alt gik godt.

De kom til læge Ingerslev, som sørgede videre for dem, så de kom til Holmegård. Samme dag ringede de fra Holmegård, at de kunne tage mod endnu to piger. Og nu kom den mest bevægede dag – eller rettere nat.
De to piger kom til os sammen med nogle af mændene. De fortalte, at de havde forladt sommerhuset på Horne Strand, det var vanskeligt at være der hele dagen, og de vidste, at man havde opdaget, hvor de var, og derfor var de bange for, at tyskerne skulle få at vide, hvor de opholdt sig. De havde derfor forladt huset og skjult sig på de gårde, hvor de havde været i Åstrup, Horne og Diernæs.
Da vi forhandlede om forholdene, ringede telefonen. Klokken var over ni. En stemme – jeg fik senere at vide, det var Ingerslev – spurgte, hvor mange gæster vi havde. De ville sende biler efter alle vores gæster og måtte derfor kende antallet.
Vil de hente dem i morgen, spurgte jeg. Nej i nat, var svaret.
Denne oplysning gav travlhed, nu gjaldt det om at samle alle jøderne, inden bilerne kom. Vi aftalte, at de jøder, som nu var hos os, skulle cykle rundt til de gårde, hvor de vidste, jøderne skjulte sig.
De skulle samle dem alle på en nærmere bestemt gård ude ved Fåborg. Der skulle de vente, til bilerne kom. Vi skulle fortælle chaufførerne, hvor de skulle finde dem. De tog afsted for at samle dem alle. De to piger kom i seng, de var dårlige.

Det mest gribende øjeblik var, da de sagde farvel til hinanden, inden de cyklede ud. De var meget bevægede, trykkede hinandens hænder og sagde: shalom esna; Fred med dig.
I løbet af natten kom der flere jøder til os, mens vi ventede på bilerne. Vi ventede og ventede. De, som havde været ude og finde de andre på gårdene, hvor de havde skjult sig, kom tilbage og fortalte, at nu var de samlede på gården ved Fåborg. Men bilerne kom stadig ikke, og det nærmede sig morgen.
Først kl. 4.30 kom der tre biler. De fortalte, at straks efter telefonsamtalen, var de kørt fra Odense. De havde en af pigerne med, som vi dagen før havde sendt til Odense, hun skulle være vejviser til sommerhuset, hvor hun troede, de endnu opholdt sig. Men hun kunne ikke finde vej, og de havde kørt rundt derude time efter time, og da de endelig fandt huset, var det tomt.
De andre jøder havde forladt det, efter hun var rejst. Hvad skulle de så gøre? De kørte så til os i V. Åby. De tre mænd, der kørte bilerne, var Ingerslev, Juhl og en gartner, hvis navn jeg ikke husker.
Det blev nu ordnet sådan, at den ene bil tog de jøder, som var hos os, og kørte til Odense. De to andre biler fik en jøde med, som viste vej til gården ved Fåborg, hvor de andre var samlede. De kørte fra os kl. 5.30. 
Præstegården 1939

Underligt var det, at ingen lagde mærke til disse biler. Netop som bilerne drejede ud af gården, kom forpagteren ud af døren og gik til stalden. Han sagde siden – det var først efter kapitulationen – at han troede, det var mig, der var bud efter. En kone i byen var på vej til sognegården, hvor hun arbejdede. Hun så bilerne og var meget forskrækket over, at de kørte til præstegården på det tidspunkt, men sognefogeden beroligede hende med at sige, at hun nok havde set fejl, det var ikke personbiler men lastbiler, som skulle hente kreaturer i præstegården.

Vi tænkte, at nu var det i orden, og at alle jøderne kom til Odense, hvorfra de ved middagstid skulle rejse videre til København. Men en halv time senere efter bilerne var kørt, kom der en jøde til os. Han havde været ude på gården ved Fåborg, hvor de var samlede. De havde stået i en lund ved gården og ventet på bilerne, og nu da det nærmede sig morgen, turde de ikke stå derude i lunden længere, så de skjulte de alle sig inde på gården. Nu kom han for at høre, hvad de skulle gøre. Han blev beroliget, da han hørte, at bilerne var kørt derud. Han var træt og forfrossen og kom i seng. Men han fortalte, at der manglede en jøde.
Han vidste, at han skjulte sig på en gård i Åstrup – Agertofts gård. Ham måtte vi finde, så kunne de to tage en bil til Odense og slutte sig til de andre inden afrejsen til København. Jeg cyklede til Åstrup, men det var ikke muligt at finde manden. Vi bestilte en bil til jøden hos os. Den kørte kl. 9.30. Ti minutter efter bilen var kørt, kom der bud fra gården i Åstrup, at de havde fundet manden, der havde skjult sig der. Jeg bad dem om, at de ville sørge for, at han kom med toget far Pejrup, så kunne han nå de andre i Nyborg. 
Han nåede ikke toget, men det lykkedes alligevel for ham at komme bort. Han cyklede til Ålborg, og der kom han med et skib til Sverige.

Desuden var der to jøder, som ikke ville vente på gården ved Fåborg. De var taget op mod Ringe. Dem gjaldt det også om at finde.
Jeg ville ringe til læreren i Vantinge, for at få ham til at undersøge, hvor de var. Men inden jeg fik forbindelse med ham, ringere telefonen. Det var en af de to jøder, som spurgte, hvad de skulle gøre. Vi aftalte, at de skulle tage til Ringe og opholde sig på banegården, så skulle bilen fra V. Åby komme og tage dem med – og de kom med.
Men da bilen kom i nærheden af Odense, blev der luftalarm, så den ikke kunne køre ind i byen. Af samme grund gik toget heller ikke til tiden, og da bilen endelig nåede banegården, var jøderne samlet der, og de kom alle med toget til København. Siden kom de til Sverige, og de havde det godt.

Det var på høje tid, de kom bort. Tyskerne fik at vide, at jøder havde opholdt sig i sommerhuset på Horne Strand, og netop sammen nat som bilerne fra Odense hentede dem, søgte tyskerne efter dem, men de fandt ingen.
Fra Sverige har jøderne flere gange sendt os en hilsen. Så vidt vi ved, er nogle af dem blevet der.

Arkivfoto

1-6. oktober 1943 var nogle travle og bevægede dage, og vi glæder os over, at alle disse jøder nåede i sikkerhed.

H. C. Andersen

Pastor Hans Christian Andersen var præst ved Vester Aaby og Aastrup kirke i perioden 1925 -1948

Note.
Den gård ved Fåborg, hvor en del af jøderne var samlet, var gården Lille Solbjerg i Diernæs, hvor gårdejer Niels Madsen og hans hustru Tea, tog imod dem den aften, de ankom på cykel, og skjulte dem, indtil bilerne endelig tidligt om morgenen dukkede op.
(oplyst af Tea Madsen i august 1992)

KM