Jeg er vokset op på Rolighedsvej i Vester Aaby lige ved siden af gadekæret i et lille hus, som blev kaldt korporal huset. Jeg troede som barn, at det var et skældsord, men det var vel bare fordi der engang havde boet en korporal. Er der nogen der ved noget om det?
Ved gadekæret fik jeg forbud mod at komme, da jeg var lille, for hvis man faldt i, kom Grønne Anders og tog os. Jeg kan huske, at jeg sad inde i vinduet og kiggede ud på nogle store drenge, der lå på maven og prøvede på at fiske. Pludselig fik en af dem overbalance og faldt i.
Min far var hurtigt derhenne og fik ham fisket op. Han hed Kurt Banke. Hans forældre var meget glade, da far kom med ham.
Da vi blev ældre, havde vi mange gode timer ved gadekæret, vi fangede salamandere og haletudser. Om vinteren løb vi på skøjter med gummistøvler. Skøjterne sad ikke ret godt fast, vi måtte have fat i skøjtenøglen hele tiden. En vinter havde jeg skistøvler, som var købt brugt. Det var godt, men året efter var de selvfølgelig for små.
Jeg legede meget med en dreng der hed Claus. En dag legede vi fange ude i deres udhus. Dengang kaldte vi det at lege klat. Vi hoppede fra sæk til sæk med dyrefoder, men så faldt jeg pludselig igennem. Da det var frostvejr havde Claus`s far sat en fyldt w.c. spand der, som ikke kunne tømmes med en sæk over. Nu var det blevet tøvejr, og han havde glemt alt om den.
Jeg græd og løb ind til Ingeborg for at blive vasket. Ingeborg sagde, det her kan jeg næsten ikke klare. Jeg snøftede og sagde, min mor kan slet ikke, hun kaster op hver eneste dag. Jeg viste ikke, at hun ventede min lillebror.
Da han så kom til verden hjemme, drillede drengene på vejen mig med, at de havde set min lillebror før mig. Jordemoderen holdt ham op i køkkenvinduet, så de kunne løbe hjem og fortælle, at Minna havde fået en dreng.
Alle på vejen havde lokum, der var bare forskel på, hvad man tørrede sig i: Nogle brugte avispapir, andre havde klippet firkanter af en gammel telefonbog og hængt det på et stykke ståltråd. Det undrer mig stadig, hvor de fik telefonbøgerne fra, for ingen udover Carlsens havde telefon. På skolens lokum var der tre huller på række, så man kunne sidde og snakke samtidig, men det var så hundekoldt om vinteren.
Når hjemmeslagteren kom og skulle slagte gris, kunne det høres over hele byen. Den skreg så forfærdeligt. Den blev lagt op på en vaskebænk, blev bundet og stukket i halsen, så blodet løb ud. Der var ikke noget med boltpistol. Vi børn måtte ikke være der, før grisen holdt op med at skrige, så måtte vi godt stå og røre i blodet, der skulle bruges til blodpølse. Dagen efter blev vi inviteret til pølsegilde, det var hyggeligt.
Vi børn var også meget på gården ved Keld sognefoged. Vi så, når koen skulle have kalv og når soen farede. Når der blev arbejdet i marken fik vi lov til at sidde på skærmen af den grå Ferguson. Drengene fik lov til at køre frem.
Men så en dag blev det et frygteligt tordenvejr, og vi kunne høre nogle høje brag, som ikke var torden. Det var tagpladerne på sognefogedgården ( Aabygaard ), der sprang. Der var lynet slået ned i gården. Jeg husker det som ganske forfærdeligt. Lang tid efter hang lugten af brændte dyr stadig i luften. Jeg mindes endnu den lugt.
En episode jeg aldrig glemmer, og det gør Ruth Andersen heller ikke. Hun havde lige fået sit yngste barn Ejner. Så sagde hun til mig:”er han ikke sød”. Jeg svarede: ”jo han ligner lige en lille pattegris”. I min verden var det et kompliment.
Vi gik jo kun i skole hver anden dag, så der var god tid til at lege. Jeg besøgte meget en gammel kone, som hed Hansa og var vejmandens kone. Hun var så hyggelig og havde altid småkager.
Jeg legede også meget med én, som hed Ole Carlsen. Han er her desværre ikke mere, han blev kun i tyverne, men nåede at stifte familie og få et par børn. Han havde en hest og en gammel gig. Så gik det alt hvad remme og tøjer kunne holde ud til enden af Rolighedsvej (Kelds grusgrav). Jeg var nogle gange bange, men ville ikke sige det af frygt for at blive til grin.
Helmuth var noget af en opfinder. Han lavede en bil til Anders og Tage. Der var 4 pedaler i som skulle trædes. Det var meget sjældent nogen andre fik lov at køre den, men hvis vi stod og ventede pænt, kunne vi komme med op at køre. Der var nemlig et sæde bag ved til passagerer, så vi morede os meget med at lege bus.
Anders og Tage havde også nogle drager, som kunne blive i luften meget længe, så når de skulle hjem og spise, kunne vi andre børn få lov at holde dem.
Jeg gik også i søndagsskole nede i konfirmandstuen i præstegården. Det var Harald Madsen, der stod for det. Vi var på udflugt hver sommer enten til Svanninge bakker eller over til en af øerne. Der blev vi fragtet over af en lokal fisker fra Fjællebroen i en kutter. Det var rigtig sjovt, men vi skulle sidde stille på kutteren, vi havde heller ikke redningsveste på.
Vi piger lærte også at brodere nede hos fru Boas, præstens kone. Der var vi nede en gang om ugen.
På vej derned røg jeg min første og eneste cigaret. Min veninde havde taget to hjemme fra aftenen før, da de havde haft gæster.
Jeg mener selv, at jeg har haft en rigtig god barndom, selv om der ikke var mange penge at slå til Søren med.
Et eksempel, Keld kom rundt for at samle ind til gadebelysningen. Det var ikke kommunen, der betalte det. Det ville min far ikke give noget til. Han var da ligeglad med, om der var lys eller ej, sagde han. Det synes jeg var lidt pinligt dengang.
Der var ikke nogen på vejen, der havde fjernsyn, men vi måtte gå op til den slagter, vi handlede hos og se børnetime kl. 17. Der var noget, der hed Andy Pandy.
Senere fik Agnethe og Thorkild fjernsyn, så der var stuen fyldt, når der var Cirkus Buster.
Håber der er nogle, der kan nikke genkendende til noget af dette.
Er der ikke andre, der kan huske lidt?
Det kunne være sjovt. Lajla
