Fortællinger

1. fortælling: Tilbageblik på Vester Aabys håndværkere fra 1953 .
2. fortælling: Erindring fra besættelsen
3. fortælling: Tilbageblik på Pejrups handlende og håndværkere fra 1945-60
4. fortælling: Barndomsminder fra Præstegårdsvej 5
5. fortælling: Stednavne i Vester Aaby fra 1790
6. fortælling: Mary Bager Pedersen


1. Fortælling
– går tilbage til 1950 og er fortalt af Gerda Nielsen. Den har tidligere været bragt i medlemsbladet i 2003.

Et historisk tilbageblik om Vester Aabys håndværkere og forretninger fra marts 1950.

Som i mange andre landsbyer, var her på det tidspunkt mange handlende, mange forretninger og andre erhverv. På arkivet – og som  gengivet her – har vi et program fra sangforeningens dilettantforestilling, der fortæller en del, når man “nærlæser” det.

Når man så ser dette program fra 1950, så husker man de handlende i byen. Man kunne f.eks. blive barberet for 15 ører. Der var speciel forretning for alle ting. Man behøvede ikke at tage til Faaborg eller Svendborg. Man fik stort set sit daglige behov dækket i Vester Aaby.

 

29 annoncører har deres navne i dette program.
Men der er flere handlende eller håndværkere end dem, der ønskede at støtte sangforeningen i forbindelse med deres årlige dilettant.

Der var f. eks. 3 skomagere på min vej til skole dengang.  De havde åbenbart ikke villet give penge til at få optaget en annonce i programmet.
Det er ellers ret imponerende, at der kunne leve 3 skomagere i sådan en landsby.
De boede på nuværende adresser:
Præstegårdsvej 2
Strandvejen 5
Strandvejen 79

Der har været nogle personer, sikkert fra sangforeningen, der har været rundt og ”solgt” disse annoncer.
Når man så ser på personlisten over de aktive i dette program, er det kendte navne, der sikkert har brugt mange timer på at lære hver deres rolle til dilettant forestillingen.

Der er heller ingen tvivl om, at de også havde hygget sig med deres prøve aftener.
23 navne er trykt i programmet, men der har sikker også været nogle hjælpere i kulisserne.
Hele formålet med sådan en forestilling var selvfølgelig at få nogle penge i kassen til foreningen.
De gamle protokoller viser også, at der altid kom mange mennesker til sangforeningens forskellige arrangementer.
200 eller 250 personer, var ikke uhørt til sådan en forestilling.
Tiden for programmet her – marts 1950 – må man dertil sige, at det var før fjernsynets tid.

Folk var sikkert mere interesseret i at mødes til forskellige ting uden for hjemmet om aftenen som afveksling af dagligdagen. Når husmoderen gik derhjemme hver dag, var der her en mulighed og en lyst til også at se andre mennesker end lige sine egne børn.

Om vinteren var der mange ting, man kunne gå til.
Der var mange foreninger, der kunne ”leve” dengang.
Der var selvfølgelig sangforeningen, der både havde blandet kor og rent herrekor, Det optog een aften om ugen normalt.
Der kunne f. eks. også være en ugentlig aften med højtlæsning af forskellige bøger.
Der var en husflidsskole, hvor der var mange forskellige aktiviteter. F. eks. kunne man lære at flette kurve.
Der var sy kursus for damerne. Her kunne man lære at tegne mønstre til det, man ønskede at sy. De fleste mødre syede selv sit eget tøj og også børnenes tøj. Om ikke andet, så skulle der syes om til de mindre børn.

Det var ikke let at købe alt, hvad man evt. ønskede sig. Der var stadig efter krigen mangel på mange ting her 5 år efter.

 

 _________________________________________________________________
Gå til toppen

2. Fortælling – er en erindring fra besættelsen fortalt af Arne Rasmussen, som blev bragt i medlemsbladet nr.4 , 2002.

Tirsdag den 9. april 1940.
Den 9. april 1940, den dag Danmark blev besat af tyskere, var for mange borgere et stort chok.  Man vidste, at der var krig i Polen og i Finland. Men at det skulle ramme os, var nok meget uventet.

Jeg var 16 år, og mener ikke, jeg havde nogen mening om situationen, og tog nok besættelsen som en stor oplevelse. Det at der virkelig skete noget. Men jeg blev meget hurtigt klogere.
Fra morgenstunden den 9. april fløj tyske fly mod nord i en uafbrudt strøm. De fløj meget lavt, så der var en uhyggelig stemning omkring os. Flytypen var en tre-motoret J U 88. De larmede utroligt meget, og bar præg af, at de var tungt lastede. Man sagde, de fløj til Norge. Fly strømmen varede mange dage. Jeg kan ikke huske nogen, der fløj mod syd.

Hjemme havde vi radio. Det havde man endnu ikke i alle hjem. Den var tændt hele dagen, og vi hørte landets ledelse opfordre til ro og besindelse. Det fulgte vi også i Vester Aaby. Far var sognefoged og lægsmand. Som lægsmand havde han en rød konvolut liggende i pengeskabet. Den måtte kun åbnes efter ordre fra politiet i tilfælde af krig og dermed mobilisering af hæren. Den ordre kom aldrig.

Det første vi mærkede til krigen, var et tysk påbud om mørklægning. Det vil sige, at alt udendørs lys skulle slukkes, alle vinduer skulle afskærmes totalt. Biler og cykler måtte kun have et meget begrænset lys.
Det krævede man, for at hindre fjendtlige fly i at kunne orientere sig om natten.
Der var ikke mange hjem, der var forberedt på en mørklægning, alt blev brugt til formålet. Det var faktisk en store opgave at afskærme vinduer i beboelse, stalde, virksomheder mm. Det var bedst med noget sort stof. Det kunne lyset ikke skinne igennem.
Det var fars opgave at kontrollere om mørklægningen var effektiv. Da det blev mørkt, gik vi en tur igennem byen. Den var så mørk, den var så stille, den var så ejendommelig.
Vi kunne høre, at folk var aktive med at mørklægge. Man troede næppe, at der skulle gå fem år, inden vi kunne tænde lys i vinduerne igen.

Da der var gået nogle dage, kom der melding om, at fire unge mænd fra Vester Aaby sogn havde været med i træfningerne den 9.april, dels i Sønderjylland og dels i København.

Erik Rasmussen ”Godthåb”  (Sølvbjergvej 29)  var garder og stod vagt ved Amalienborg.
I Sønderjylland var der en træfning ved ”Søgård” kasserne.
I den deltog de tre andre fra Vester Aaby. Det var:
Erhard Jørgensen         Rolighedsvej 25.
Jacob Andersen             Præstegårdsvej 11.
Aksel Hansen                 Frederiksbergvej 29 Pejrup.
Der var stor glæde i de fire hjem, da man erfarede, at de alle var uskadte.

Hverdagen gik videre i Vester Aaby.
Hvornår de første tyske soldater viste sig i V. Aaby, husker jeg ikke.
En af krigens følger var rationering og vareknaphed og det strammede langsomt men sikkert til.

Arne Rasmussen
_________________________________________________________________

Gå til toppen

3. Fortælling – er et historisk tilbageblik om Pejrups håndværkere og forretninger fra ca. 1945 til 1960 – fortalt af Henning Madsen.
Bragt i medlemsbladet nr.5 , 2003.

Når vi sådan går tilbage til dengang, hvor der virkelig var liv i de små landsbyer, gjaldt det selvfølgelig også i Pejrup.
Hvis vi starter fra en ende af, bliver det Skyttehuset (Nyhavevej 28), som hørte under Holstenshus.
Der boede engang én, der hed Carl Langballe. Han var magister. ”Det Fynske Forlag Pejrup” står der på en bog, jeg har, som han har skrevet. Det var en af de ting, som han bl.a. beskæftigede sig med.
Kresten på Bakken (Nyhavevej 26) var æggesamler og tobaksplanteavler.
I Bakkebo (Nyhavevej 22) boede Helga og Hans Nissen, der kørte lillebiler og lastbiler. Før dem boede maler Larsen med familie i huset. Jeg husker tydeligt maler Larsen. Han var noget af en spøgs fyr, når han kørte rundt i byen med sine malerpotter. Den årlige op-pudsning af slagter Laurits Olesens slagtervogn.
Jeg kan lige se vognen for mig henne i malerens værksted.

Slagter Olesen boede lige på den anden side af jernbanen (Nyhavevej 13). Et stort flot slagterhus efter datidens mønster med kølerum og det hele. 4 tønder land hørte også til stedet. Således var der også både køer og grise foruden hans hest, som var trækkraft til kødsalgsvognen. Han havde også en vogn til at hente grise og kalve i til slagtning fra bønderne på egnen. Dog når han hentede en kalv ved min far, der boede Nyhavevej 17, var det som regel med en trillebør. Salget af kød og fars foregik direkte fra slagterhuset. Han havde en ugentlig kødtur med ”Tulle” forspændt kødvognen.

Vi går lidt længere ned af vejen og skal lige ind til Marie sypige. (Nyhavevej 8). Hende skal vi snakke højt til, for hun hørte meget dårligt, men flinke mennesker var det. Der er jeg kommet meget.
Rasmus Rasmussen tømrermester (Nyhavevej 6) nabo til sypigen, var også bror til hende. Rasmus var en utrolig flink mand ved os børn. Han var også en dygtig håndværker, men nok ikke af de hurtige. Han havde lavet en stor kasse, som han havde på ryggen, når han   f. eks. skulle transportere glas ud til kunderne. Tænk på at al transport foregik jo på cykel.
Jeg er næsten sikker på, at de forskellige håndværkere i byen havde det meste af deres arbejde og indtjening inden for byens egne grænser. Turen går videre til Forsamlingshuset (Nyhavevej 1), hvor der har været holdt mange gode fester og arrangementer i tidens løb.

Vi går videre op mod stationen.
Lige før den boede Lars Christensen (Frederiksbergvej 15). Han havde taxa før krigen.
Jeg kan ikke huske, han har kørt i bilen, men har fået fortalt, at han kørte for bl. a. personer fra stationen til Sanatoriet, der dengang var et tuberkulosehospital. Det lå i Aastrup sogn nede ved Nakkebølle fjord.
Stationen (Frederiksbergvej 20) er en historie for sig, det var jo togenes storhedstid.
Der var virkelig liv på stationen den gang. To postbude gik ud herfra hver dag. Holstenshus havde deres egen ventesal. Der var også en vis hygge i ventesalen, når Fru Hansen lige havde lagt lidt kul på den store kakkelovn. Hver uge blev der samlet grise ind til Faaborg slagteri. Der var en særlig bygning til dette formål, hvor grisene blev samlet, inden de blev læsset i godsvognen til Faaborg. Om efteråret var der en særlig stor aktivitet ved banen med alle roevognene til sukkerfabrikkerne. Bønderne kom jo og læssede roerne fra deres kassevogn. I det hele taget var det jo en station med utrolig megen aktivitet. Håndværkerne skulle have leveret materialer til de forskellige gøremål. De kom både fra Vester Aaby, Aastrup og Ulbølle. Der var jo også gode forbindelser både til Odense og Nyborg og videre ud i landet.

En ting skal også med, og det er grusvognene om sommeren, det var et sikkert tegn på sommer. Det var materialer til baneterrænet.
En anden ting, som hørte med til stationen, var også de mange banearbejder ca. en 8-10 stykker, der havde deres arbejde her i området. Ja, det var virkelig en god ting at mindes, der var altid liv på stationen.

Så var der sadelmager Niels Pedersen lige over for stationen (Frederiksbergvej 29), han havde også altid travlt med seletøjet fra egnens bønder, særlig travlt var det jo nok ved høstens tid med alle bindersejlene. Han var også hjemmeslagter. Han havde fanden-rasme altid nok at gøre.
Nå, vi går videre på vores tur i byen. Vi skal lige en tur ind til Laura og Mathinus Jensen og have lidt leverpostej og et stykke spegepølse, de driver byens viktualiebutik (Frederiksbergvej 14), jo der var også sådan en fin butik her i byen.
Naboen var jo byens største forretning (Brugsen), som blev passet godt af uddeler Nielsen (Frederiksbergvej 12). Det var dengang alt kunne købes i brugsen, maling, hegnstråd, brædder ja alt, hvad bønderne havde brug for i deres daglige virke i landbruget.

Vi skal videre ind til gartner Bendtsen og have lidt grønsager (Frederiksbergvej 4). Det var hurtig overstået. Inden vi går ind til skomager Peder Rasmussen (Sølvbjergvej 5), skal vi lige have en ispind på hjørnet ved branddammen. Elna Banke (Sølvbjergvej 1) er nemlig begyndt at handle med is fra Faaborg Flødeis.

Nå, op på loftet ved skomageren og hente skoene, som har været her mindst i 14 dage. Det var jo ikke altid, de var færdige, når vi kom. Han havde jo også meget at se til. Når jeg nu lige er i nærheden af snedkeren Christian Rasmussen (Sølvbjergvej 9), vil jeg lige ind og se, om dækketøjsskabet snart er færdigt, han havde lovet det færdig sidste vinter. Han var næsten ikke til at få det færdig fra, men det var utroligt godt og første klasses arbejde, han udførte.

Erna Tanges far oppe bag ved købmanden (Pejrupvej 62) lavede i sin tid træsko.
Jeg skal lige have et par småting inde ved Vagner T. Pedersen, købmanden på hjørnet (Pejrupvej 60), de havde skam også ishus, som blev meget benyttet efter håndboldtræningen. Det var købmandens kone, der passede butikken.
Han havde cykelværkstedet at passe, og det blev også til knallerter, motorcykler og biler, der blev repareret her. På et tidspunkt var der også benzinsalg her.

Træskomanden Niels Peder Jyde (Pejrupvej 54) skal også lige nævnes. Foruden træskoene havde han også travlt med at tække huse rundt om på egnen. Det var et sted, jeg kom meget som dreng. Det blev jo brugt meget med træsko i landbruget.

Lidt længere nede af vejen havde vi andelsfrysehuset (Pejrupvej 43). Det var huse, som kom frem i alle landsbyer umiddelbart lige efter krigen. Et sted vi af naturlige årsager kom en del. Der var selvbetjening, men dog skulle vi bestille lynfryser, inden vi snakkede med hjemmeslagteren. Grisen skulle ca. 2 døgn i lynfryser, før de kom over i vores egen fryser. Lynfryseren bestilte vi ved Pouline Larsen – malerens kone. De var kommet herned at bo (Pejrupvej 41), grunden til frysehuset var købt fra deres have.
Hvilket årstal maleren er flyttet herned, kan jeg ikke huske. På svinget ved Niels Peder Banke (Pejrupvej 37) gik der en vej over til den gamle smedie, bag ved (Pejrupvej 39), men jeg husker ikke, hvornår den har været i brug.

Lige før banken Kejlbjerg ved svinget i engen, der var der en åben bæk, hvor vi drenge kunne drikke det rene vand, det fineste kildevand. Vi havde jo en lille flaske med vand beregnet til rengøring af tavlen i skolen. Den blev således også brugt til drikkeflaske. På det sidste sving lige før skolerne (Pejrupvej 28) boede der i huset også en træskomand. Jeg husker ham kun som Mogens træskomand.

Nu er vi faktisk ved at være igennem turen i byen, men har jo også besøgt alle vores håndværker og forretninger i byen, som alle hver især var med til at gøre byen og landsbyerne idet hele taget deres særpræg et godt liv for både store og små.

Skolerne fungerede som sådan indtil 1960. (Pejrupvej 13 – 15). Skolerne var jo med til at samle alle de små landsbyers liv også udenfor skoletiden. Det var således inden forsamlingshuset blev bygget et samlingspunkt til mange ting. Aftenhøjskole for byens borgere en gang om ugen i vinterens løb. Der var forskellige foredrag og en syskole, ungdomsskole med bl.a. regning og dansk var der også. En dejlig tid som man kun kan mindes med glæde og en tid, vi kom hinanden mere ved end i dag.

Jeg har glemt en ting. Senere i tiden fik vi også en murermester, han boede ved siden af snedkeren (Sølvbjergvej 11), Karl Ejner Hansen hed han.
Nu vi nævner murer, så boede der også en murer i Øxenhaverne, (Øxenhaverne 6). Han hed Lars til fornavn og hvis nok Andersen til efternavn. Lars murer husker jeg tydeligt, han kørte på en damecykel med en gul kasse på bagagebæreren til alle sine murer redskaber. Lars murer var også en dygtig violinbygger, som vi drenge kunne få ham til at spille på, når vi kom ud med søndagsavisen.

Min farfar var på sine gamle dage blevet bødker for egnens folk, og dem, som havde brug for et nyt kar, eller det gamle repareret.
Livet på landet var jo også ganske anderledes som i dag. F.eks. mødte vi jo dagligt de mange mælkevogne til Vester Aaby og Aastrup mejerier.
Pejrup Skytteforening, som eksisterede indtil ca. 1952, havde skydebane i Kløvesbanke. Der ude ved skoven var et sted, der blev meget brugt som legested med jordhuler og lignende ting. Der kommer nisserne jo også fra til juletræsfesten i forsamlingshuset hvert år 4.juledag.

Livet på landet var dejligt og anderledes og utroligt indholdsrigt. En tid som er dejlig at tænke tilbage på, og som gjorde det hele anderledes fra i dag. Der kunne selvfølgelig skrives meget mere om disse ting, men et lille tilbageblik, blev det da fra en ”indfødt ”Pejrupper”.

Henning Madsen
_________________________________________________________________
Gå til toppen

4. Fortælling – er nogle barndomsminder fortalt af Villy Anneberg, fra hans barndomshjem Præstegårdsvej 5.

Mine forældre Christian Ingvard Anneberg Jensen & Else Kirstine Nielsine Anneberg Jensen (kaldet Stine) De blev gift 5. juli 1936 og overtog huset i 1936 efter en maler ved navn Oluf Petersen eller Olav Petersen. Jeg har et maleri, som han har malet med initialerne O Petersen.
Jeg selv Villy Anneberg er født 2/9 1937.
Nu kan jeg ikke huske hvilket år huset blev bygget, men der boede to familier i stueetagen, og oven på var der skrædder værksted, og det sidste skal nok passe, for da jeg var en 10-11 år, var jeg kravlet om bag skunkvæggen, og her lå en hel del giner, som har været brugt af ham skrædderen.

Mine forældre gav dengang 11.000 kroner for hus og forretning, som var en efter tiden en ret stor malerforretning. Den gang var der ikke så meget med at skifte fra det ene sted til det andet. Der var det sådan, at smed, maler, tømrer, mekaniker og alle de handlende i en by, blev brugt af de stedlige beboere.
Min far malede altid på Rødkilde gods, Margretesminde, Nakkebølle gods, Brændegård, Bjørnemosegård, stort set alle de større steder her på egnen, så de første år havde han altid en lærling og en til to svende.

Min søster Ulla blev født 10/3 1940 kort tid før tyskerne besatte landet, hvilket forandrede mange ting for alle, nu skulle folk ikke have så meget malet mere. Der skulle dog males i stadsstuen hvert forår, når fyringssæsonen var slut, de våde tørv som man fyrede med osede og gav løbesod i skorstene, som så slog ud på væggen. Så fik væggen en behandling med noget, der hed fluat, så kunne der males på den igen. Nu blev det malerne, som satte mørklægningsgardiner op. Så tiden med flere svende ebbede ud, nu var der som reglen kun en lærling tilbage.

Apropos våde tørv, det var træ, man sankede ude i skoven, der skulle ligge indendørs, så omme bag værkstedet var tømreren oppe og byggede et brændeskur ca. 4×4 meter, som blev malet gult. Skuret var der til mor døde i 1987 77år gammel, men var pil råddent til sidst. Der var godt nok værkstedet, som for øvrigt var bygget til at male biler i, men det blev hurtig en saga, da alle bilerne blev klodset op under krigen. For øvrigt havde det også en anden funktion. Der stod altid tre-fire ligkister. Det var den lokale tømrer, som lavede dem, så kom de op til far, som så malede dem.

Der stod mindst 2-3 stykker færdige altid, for som der står i historien: Smeden og Bageren, vær til døden altid beredt, den kommer, når du mindst det venter.
Da jeg var ca. 3 år, var jeg gået ud på værkstedet, fundet en pensel og noget grønt maling. Så malede jeg streger hele vejen rundt på sådan en færdigmalet kiste og sagde “mer køn mer køn”. Det kan jeg ikke selv huske, men de klask jeg fik bag i, glemmer jeg aldrig, det var jo kun for at friske den op.

Min broder Gustav blev født den 18. juli 1944. Vi blev sendt over til naboen med besked om ikke at komme hjem, før far kom og hentede os. Det var lige midt i kirsebær tiden, så jeg havde ikke travlt med at komme hjem. Naboens dreng var også ovre i kirsebærtræet, han var tre-fire år ældre, og så sagde han, jeg tror din mor er ved at føde et barn, for da jeg gik forbi, kunne jeg høre hun vrælede, og det gør damer, når de får børn.
Apropos børn, han vejede 5,5 kilo.

Min far drev forretningen til omkring 1960, men alle de store steder, som var kunder blev solgt som regel til københavnere eller andre rigmænd, den sidste lærling blev udlært omkring denne tid. Min søster var kommet i lære på kontoret omme på Damas, som nok på det tidspunkt stadig hed Jens Nielsens Maskinfabrik. De havde selv en maler ansat til at sprøjte maskinerne, men kunne godt bruge en mere et par dage om ugen, så på den måde arbejdede han selvstændigt, og et par dage omme på fabrikken. Mor havde tit hjulpet, så var der mere han kunne nå, når hun tog over.

I forbindelse med navnet Jens Nielsen, der var et gammelt familie foretagende, blev ramt af en frygtelig ulykke den 25. februar 1952, da hele familien to voksne og tre børn i alderen 5 til 11 år druknede, da de var i Svendborg efter fisk. Bilen kom for tæt på havnen og røg i og alle 5 druknede.
Nå det var et sidespring, men for os, som boede lige over for kirken, var det en frygtelig dag, da alle 5 kister kom i bil kørende lige forbi vinduerne.

Men tilbage til Præstegårdsvej 5, og dens indretning, og de ting som blev lavet gennem årene, som med nutidens øjne kun har været småting. Far sagde, “her har kunnet levet mennesker før os, så det var ikke ret meget, der blev gjort.”

Underetagen som bestod af køkken, to stuer og et mindre rum, kaldet pulterrum, senere værelse, senere igen lagt ind til stuen. En entre med trappe til øverste etage.
I Køkkenet var der nedgang til husets koldeste rum, hvor maden blev opbevaret.
Saltkaret lige til højre for trappen, hylder langs væggen hvor der stod mange henkogningsglas med alt syltetøj, medisterpølse, agurker m.m. husets (køleskab).

Køkkenet var indtil 1947-48 fyret op med komfur, som krævede en masse brænde, for at holde det varmt, så der kunne laves mad, og da der var nogle usædvanlige kolde vintre under og lige efter krigen, kunne det knibe med, at der var brænde nok omme i skuret. Jeg husker den ene vinter, hvor vi først skar alt op af kasser, og til sidst skar vi skrivebordet i stykker for at holde varmen, derfor var vi nogle af de første i byen som fik indlagt flaske gas 17 kg., som skulle stå uden for, de mindre 11 kg. måtte stå inde, men det turde mor ikke. Inde i stuen var en kamin en dobbelt, hvilket bare betød, at den var så bred, at der kunne være nogle riste i væggen, så der kunne komme varme ind i stuen ud mod vejen, men de var kun åbne, når der skulle komme gæster. Der var også en lille kakkelovn oppe i soveværelset, men jeg kan aldrig mindes, den var tændt.
Vi sov alle sammen i soveværelset, indtil krigen sluttede. Her mindes jeg, at far stod op når Kiel blev bombet, Det var så kraftigt, at lysskæret og bragene kunne ses og høres helt op på Præstegårdsvej nr.5. Jeg stod somme tider op, gik hen til far og tog ham i hånden, så sagde han tit “de arme mennesker.”

En nat var der en maskine, som var ramt og fløj op over Vester Åby, og smed en bombe ude på Bøgebjergvej, inden den lagde an til en nødlanding. Aldrig er jeg kommet så hurtigt ud af sengen og over under dynen hos mine forældre. I køkkenet var der fra starten et køkkenbord, fire ben og en bordplade og et forhæng, så kunne man ikke se alle de gamle gryder. Der var monteret en stor håndvask af jern, og der var indlagt vand, ligeledes var der toilet ude bag bryggerset, hvor gruekedlen stod, uundværlig her blev alt vores tøj vasket eller kogt, og så op i en vaskemaskine, som var noget der lignede en vugge, hvor der var en mindre vugge inden i. Her var monteret et skaft så vi kunne vrikke den frem og tilbage, til tøjet var rent. Så blev det skyllet i flere hold vand og hængt ud på tørresnoren.

Så kom højdepunktet, det ugentlige varme bad, det varme vand fra gruekedlen blev hældt op i det sidste skyllevand i balgen. Det værste var, så skulle vi også have vasket hår, så fik vi sæben i øjnene, og det sved. Der var også et lille rum bag toilettet. Det var som regel pladsen til risbrænde, grene fra hegn som blev beskåret, og lavet om et neg, der lige havde størrelsen som lemmen, hvor vi fyrede, når vi skulle koge vand. Oppe over værkstedet var der et værelse, hvor lærlingen sov. Det bestod af loftpap, som blev oversmurt med tapetklister flere gange, så var det næsten lige så stift som en masonitplade, så blev det tapetseret eller malet, men ingen form for isolering.

Om sommeren var der 35 graders varme, om vinteren rimfrost på dynen. Jeg ved det, jeg overtog det, da vi ikke havde lærlinge mere, mor sørgede for en varmedunk til at tage den værste kulde. Omkring 1955 blev der sat en kvist på ud mod vejen, der blev lagt 25 m.m. isolering på loftet og skunken. Desværre måtte det ikke koste noget, så den blev beklædt med tagpap, som kun har en levetid på 10-15 år. Jeg rejste hjemme fra i 1960. Siden var der ingen, som kom op på værelset, og derfor ingen som opdagede, at taget ikke var tæt mere, at vandet ødelagde det hele.
Hvornår det lille badeværelse blev lavet ude, hvor der var bryggers, og der kom central varme, var en gang i halvfjerdserne. Det var lidt om huset og dens indretning.

Set udefra er der også sket lidt:
Ude fra vejen lå der to andre huse til venstre, Julius og Margrethe Nielsen, og det næste sygeplejerske Marie Hansen. Hun havde ingen telefon, det var der mange andre, som heller ikke havde. Skulle nogen have fat i hende, blev der ringet til min forældre, V. Skerninge 293. Når hun kom hjem fra formiddagsturen, som indtil 1949 foregik på cykel, kom hun ind for at se, om der var nogen beskeder. Hun havde selv en nøgle, så hun kunne komme ind, hvis mor skulle være gået et ærinde, og kunne selv aflægge rapport til lægerne, i alt tre stykker i hendes distrikt. Der var jo nogle, som også skulle passes om eftermiddagen, så når hun kom tilbage fra eftermiddagsturen, kom hun igen.

Julius og Margretes grund gik dengang op til landevejen. Her havde de et is hus, hvor Margrete sad, når hun havde tid, ellers ringede folk på klokken, og så kom hun i fuld firspring for at sælge en is til 15 øre eller 50 øre, de mest almindelige priser. De havde heller ikke telefon, så når hun skulle bestille is eller tøris, kom hun også for at låne telefonen for at ringe til Hesselager nr. 6, dengang var fryseboksen ikke opfundet. En tredjedel af kummen var derfor fyldt med tøris, som var hvinende kold, og kunne holde isen kold i mange dage.

Til højre boede smeden, Jens og Martha Hansen og de to sønner Egon og Helge, som sammen med faderen drev forretningen. Jens blev dog ikke ret gammel, han døde et par år efter krigen, hvorefter Egon og Helge kørte smedjen videre. Fra mine forældre købte huset og indtil 1956, havde vi ikke egen indkørsel, men måtte køre op af smedens. Sådan var det også tinglyst. Far malede tit noget for smeden, blandt andet lavede de gummivogne til traktorer, enhver landmand anskaffede sig sådan en. På disse vogne blev alle beslag, fælge og jernskinner oven på siderne malet sort. 2 timers arbejde, til en timeløn på 10 kr. Jeg mener, at han i flere år fik 22 kr.pr. vogn inklusive maling, men prisen skulle stige til 25 kr. Egon blev så rasende, smak med døren og gik.

Fra den dag begyndte Egon at sætte alting i gården på en måde, så vi ikke en gang kunne køre på en cykel, men måtte bære den ned af trappen. Far mente, at der ikke gik ret lang tid inden han kom tilbage, så de kunne få en ordning på det hele, men det skete aldrig. Så en dag sagde jeg til far, at fra i morgen begynder jeg at tage rækværket ned og grave jorden væk, så vi kunne få vores egen indkørsel. Som sagt så gjort, nu var vi så heldige, at kirkegården skulle udvides, og da der manglede jord på det nye stykke, fik jeg en aftale med entreprenøren, at det jord, jeg gravede op, skulle jeg bare køre over i grøften, og murbrokkerne i en anden stak, så skulle de nok fjerne det. Sådan gik det til, at vi fik vores egen indkørsel.
(Der var mange trillebør fulde jord, kan jeg huske.)

En sidste ting ved huset er den bygning omme bag ved, den byggede jeg til kaniner af genbrugsmaterialer det hele. Du kunne ikke lukke en avis op uden at støde på noget om kaniner. Priserne var helt i top, vi kunne eksportere alt, hvad der kunne avles, store godser havde brugt mange af deres store bygninger til kaninavl, så hvad var mere naturligt end slå sig på kaniner. Det begyndte omme i det gamle brændeskur, så derinde hvor vi førhen havde risbrænde, og sidst det ny opførte hus. Til sidst havde jeg omkring 30 bure med avlsdyr. Hvad det havde kostet mig, ved jeg ikke. Jeg var lige udlært og lønnen var steget fra 35 kr. nu tjente jeg 200 kr. om ugen. Det var ikke penge, jeg manglede. Det var før kildeskatten blev indført, så skatten trykkede ikke før næste år, og der skulle jeg være soldat. Så blev vi fritaget for skat i 16 måneder, alt var timet og tilrettelagt, ligesom i Olsenbanden. Mor skulle passe dyrene mens jeg var inde for at aftjene min værnepligt, overskuddet skulle vi dele. Der blev til et par skindhandsker til mor, for da vi skulle til at sælge dem, var priserne så langt nede, at vi dårligt kunne få dækket omkostningerne til foder.

Min far døde 5. august 1981 af en blodprop 68 år gammel. Efter mors død i 1987 blev huset sat til salg til omkring 350,000 kr., og blev købt af en Jørgen Madsen, som opkøbte ældre huse med videresalg for øje, et minimalt løft af udseendet, og så var der en fortjeneste til ham.
Det var lige, hvad jeg kunne komme i tanke om angående Præstegårdsvej 5.

Villy Anneberg, Nyhavevej 6 Pejrup

_________________________________________________________________

Gå til toppen

5. Fortælling – Stednavne i Vester Aaby fra 1790

For 230 år siden – før udflytningen af gårdene var startet – så Vester Aaby noget anderledes ud, end det vi kender i dag.
Rundt om i byen er der stadig en rest af navne på husene. Hjørnet, Guldbjerg, Home, Vesta, Birkely og Rolighed.
Nogle er måske malet over, men de har været der.
Helene Røen og farbroderen Johannes Bøgner, har begge tegnet et 
gammelt bykort. Helene med alle 28 gårde og Johannes med 24
gårde på.
De har dog ikke givet den samme gård det samme nr. men
beliggenheden var den samme.
Vi har ved hver gård, ejernes navne i 1839, i 1942 og i 1967.
1. Stenbogaard     
2. Aabygaard
3. Aagaarden
4. Flidsløn
5. Højbogaard
6. Lykkens Prøve
7. Svelmøgaard
8. Faurshøjgaard
9. Marienlund
10. Ladefogedgaarden
11. Grevegaarden
12. Skovlyst
13. Munkegården
14. Dalsgaard
15. Skadegården
16. Æblebæk
17. Nørrelund
18. Aakildegaard
19. Ellegaard
20. Adamslyst
21. Lindegaard                       Her vises Helene Røen’s bykort

22. Holmegaard                           a. Bysmedie
23. Guldbjerggaard                       b. Præstegård indtil 1844
24. Nordmarksgaard                       c. Skole opført 1891
25. Helenehøj                            d. Stævneplads
26. Godthaab                             e. Skole indtil 1800
27. Skovgaard                            f. Gadekær
28. Bøgebjerggaard                       g. Pilegaard

Herefter følger nogle stednavne i alfabetisk rækkefølge hentet fra en trapbog om fynske landsbyer.
I bunden er stednavnene listet med det nuværende gadenavn og gadenummer:

 

Aaby, Vester. i 1304 Aby, o 1420 Oby, i 1571 Ovbye, i 1844 Vesteraabye, Navnet Aabye skyldes beliggenheden ved Hundstrup Aa. Tilføjelsen Vester– stiller byen i modsætning til Øster– og Nørre Aaby.
Aamark gårde og huse, postadr.1952 Aamark.
Bondegaard fra 1844.
Bondenspris i 1844 Bondenspriis, gården er navngivet fra Brahetrolleborg, hvorunder den har hørt. Bondenspris og Mageløs hedder nu Krøllegaard.
Bremen fra 1844 de fire huse i Pejrup med tyske købstadsnavne; Hamborg, Lybech, Nyrnberg og Bremen er navngivet fra Brahetrolleborg.
Bremerhus i 1783 Bremer Huus og også nedenfor nævnte er navnet måske forledet af en busknavn bremer udviklet af brombær.
Bremerstente eller Bremerstentehus fra før 1864.
Brændegaard Brennegaard fra 1498 brænna er ”afbrændt område.
Ditlevslyst tidl. Geldebrede fik efter ombygning 1809 sit nuværende navn rimeligvis efter ejeren af Brahetrolleborg Ditlevs Chr. Ernst Reventlow.
Fjællebroen i 1867 Fjælebro nævnt som landgangssted ved Nakkebølle fjord.
Flidsløn gården har tilhørt Brahetrolleborg.
Frederiksberg Således kaldes foruden gården en 4-5 huse langs banen. I det første af disse boede tidl. Frederik ”hjulmand” (i 1952). Navnet kan sammenlignes med Frederiksberg i København.
Geldebrede    Giellebrede, Gaialdebrendegaard,, Gialdebrede, mange måder at skrive det på fra 1498 og til 1809. Siden Ditlevslyst.
Godthaab har hørt under Brahetrolleborg under Agerpris.
Guldbjerggaard efter banken Guldbjergstykke. Det antages at sigte til gule blomster eller til et stattesagn. En tredje mulighed er, at jordens frugtbarhed har givet anledning til navnet.
Hamborg se ovenfor under Bremen
Hestehave i 1682 Heste Haufur Schifte, i 1867 Hestehave huse nordvest for Fjællebroen
Højbo, Nørre og Sønder før 1844 Høiboe har hørt under Brahetrolleborg
Kragegaard i 1688 Kragerupgaard, forleddet er fuglenavnet krage ”kragetræ”
Lejgaard  i 1593 Laigord se under Lajholm
Lejholm i 1600 Leiholm, i 1682 Leye Holm Leyeholm Gaard., navn på Pilegaard i 17årh. Forleddet ”hvilende, udyrket jord” (kalkar under lei(d)), fynsk lej ”græsjord, når jorden er ”lagt ud” med græs”, bliver den kaldt lej, når den har ligget et års tid eller mere.”
Lindevad Mølle i 1534 Lindevods Mølle, i 1610 Lindewads Mølle, trænavnet Lind og vad er ”vadested”.
Lundehuse i 1782 Lundhuus, efter 1900 Lundely syd for Pejrup.
Lybech se under Bremen.
Lykkensprøve i 1867 Lykkensprøve.
Mageløs i 1844 Mageløs og Bondenspris er sammenlagt til nuværende Krøllgaard under Agerspris Brahetrolleborg.
Mexico i 1844 Mexico, Paris og Surinam er huse i Vester Aaby.
Munkebro i 1786 Munke agre og har vel tilhørt klosteret i Faaborg.
Munkegaard i 1682 Munchegaards Schifte
Nyrnberg se ovenfor ved Bremen
Ovenore i 1667 Offer Ore, omtales som en gård ved Aaby hørende til skolemester-embedet i Faaborg.
Paris se ovenfor under Mexico.
Pejrup har skiftet navn mange gange tidligere. i 1327 Pertorp, i 1504 Peroppe, i 1512 Peiiroppe, i 1688  Pegerup, i 1844 Peirup
Pejruplund i 1782 Lunde Haver, lå ved Pejrup Station.
Pilegaard kaldet i 17.årh. også Lej(e)holm se ovenfor.
Pottemagerhus postadr 1921 Pottemagerhus nær ved Hundstrup Aa syd for Vester Aaby.
Skadegaaarden  ikke udflyttet, i 1764 brændte gården , en omrejsendes hævnakt.
Skovhus lå ved Fredskoven.
Skyttehus vistnok nuværende Bremerhus
Stenbogaard i 1844 Steenboe, gården har hørt under Brahetrolleborg under Agerpris
Stenhuset i 1668 Steenhuset et afbrændt byggested som formodentlig lå øst for Brændegaard og blev ødelagt i svenskekrigen.
Surinam se ovenfor under Mexico.
Teglværkshus i 1844 omtalt Teglværkshus øst for Holstenshus.
Torp i 1750 Torp, skoven Torpeløkke i 1682 Taarup Lyche, syd for Brændegaard har navn efter landsbyen. En lokalitet nord for Brændegaard hed Torpe Gadekjær, hvor der har vokset påskeliljer, hvilket må anses for et vidnesbyrd om tidligere bebyggelse. En lokalitet kaldet endnu paaskeliliekrog.
Valhalla i 1844 Valhalla, gården som nu hedder Skovgaard har hørt under Brahetrolleborg.
Vigsgaard  i 1654 Niels Krabbes skøde til Nakkebølle, i 1690 Viigs Gaard. Den blev nedlagt mellem 1690 og 1773. Den har rimeligvis ligget på Uglehøjsmarken nord for Vester Aaby, hvor en lokalitet i 1690 kaldes Vigs Jord paa Vingen eller Vigs Lykke. Navnets oprindelse tvivlsom.
Voldbjerg nævnt i 1229 Wordburgh. Et skrift fra 1650-60 står efter dokumentets ordlyd: Versus australem plagam in qua sunt tria hec castra sita, Swineborgh, Wordburgh, Foburgh (Svendborg, Voldbjerg og Faaborg) Voldbjerg har ligget umiddelbart vest for Fjællebroen, hvor man har fundet forskellige munkestensbrokker.
Se ”V. Aaby bogen” udgivet i 1999.
Øksnehaven i 1682 Oxe Haffve , i 1844 Oxenhauge. Oksne stammer fra ordet Okse.

Alfabetisk rækkefølge med nuværende adresser.

Vester Aaby         —   landsbyen                           Aamark            —   Strandvejen
Bondegaard         —   Frederiksbergvej.             Bondenspris    —   Krøllegårdsvej 10
Bremen                 —   Gård i Pejrup                     Bremerhus      —   Brændegårdsv.23
Bremerstente       —   Faurshøjvej                       Bondegaard     —   Brændegårdsv
Ditlevslyst             —   Faurshøjvej 55                 Fjællebroen     —   v/ Nakkebølle fjord
Flidsløn                 —  Faurshøjvej  34  
Frederiksberg  —  Frederiksbergvej nr. 21-29
Gjeldebrede          —   Faurshøjvej 55                 Godthaab          —    Sølvbjergvej 29
Guldbjerggaard    —   Guldbjergvej 3                 Hamburg          —    Gård i Pejrup
Hestehave          —   Nordvest for Fjællebroen   Højbo Sønder    —   Guldbjergvej 2
Højbo Nørre        —   Faurshøjvej 42                  Kragegaard        —   Faurshøjvej 48
Lejgaard, Lejholm   —   Svendborgvej 452       Lindevad Mølle   —   Pottemagervej 17
Lundehuse            —   Frederiksbergvej  10       Lybech             —   Gård i Pejrup
Lykkensprøve      —   Rolighedsvej  25               Mageløs           —   Krøllegårdsvej 10
Mexico                  —   Rolighedsvej 20                Munkebro       —   Strandvejen 16
Munkeegaard      —   Munkegårdsvej 4             Nyrnberg          —   Pejrupvej 9
Overore                —   V. Aaby skole                     Paris                 —   Hus i V. Aaby?
Pejrup                    —   Landsbyen                        Pejruplunde     —   Frederiksbergvej. 8?
Pilegaard               —   Svendborgvej 452           Pottemagerhus   —   Pottemagervej u/nr.
Skadegaarden       —   Strandvejen 6                  Skovhus             —   Skovgårdsvej 10
Skyttehus               —   Guldbjergvej 5                 Stenbogaard     —   Faurshøjvej 37
Stenhuset             —   Øst for Brændegaard       Surinum             —   Svendborgvej 423
Teglværkhus         —   Faurshøjvej 52                  Torp      —   Tidl. landsby i skoven SØ for Brændegård
Valhalla                 —   Nyhavevej 14                     Vigsgaard    —   Nedlagt fra Uglehøjsmark
Voldbjerg              —   Strandvejen    147             Øksnehaven    —   Område nord for Pejrup

Nyere navne på gårde og huse, hovedsagelig yngre end 1900, med nuværende adresser.

Aabakken     —  Strandvejen 68     Aagaard       —   Strandvejen 78
Aakilde      —  Skovgårdsvej 2     Adamslyst     — Strandvejen 147
Adamslyst — Frederiksbergvejen 24  Bøgebjerggaard — Bøgebjergvej 66
Davidsstedet — Skovgårdsvej 7   Egely     —
Ellegaard    —  Faurshøjvej 19 Ellehuset  —    
Engmosegaard —
Frederiksberggaard — Frederiksbergvej 33   
Gellebrede   —  Faurshøjvej 55 Grevegaard    —   Bøgebjergvej 34
Helenehøj    —  Faurshøjvej 22 Hofmanshvile  —
Holmegaard   —  Faurshøjvej 24 Karen Ammehuset -
Krøllegaard  —  Krøllegårdsvej 10
Lindegaard   —  Strandvejen 52     Lundely      —   Svendborgvej 329
Marielund    —  Faurshøjvej 16     Ovre         —   V. Aaby skole
Rolighed     —  Rolighedsvej 21   Skovgaard    —   Nyhavevej 14
Skovgaard    —  Skovgårdsvej 9     Skovlyst     —   Skovgårdsvej 12
Skyttehuset  —  Svendborgvej 436   Stenhus      —
Lille        —                     Svelmøgaard  —  Svelmøgårdsvej 11
Svogerstedet —   
Torpegaard   —   Sølvbjergvej 2 Vestervang   —   Nyhavevej 17
_________________________________________________________________

Gå til toppen

6. fortælling handler om Mary Bager

Udpluk fra Poul Mandrup Pedersen´s slægtsfortælling
1 del (af 3)

MARY AGNETHE PETERSEN                                                                  1909-1995

Mary blev født den 18. marts 1909 i bageriet i Vester Aaby som nummer fire i søskendeflokken.
Forældrene var Anna Sophie og Rasmus Marius Petersen, bagermester i Vester Aaby.
Gift med Ejner Pedersen, født den 2. februar 1911, der stammede fra Kirkeby.
Mary og Ejner fik tre børn: Jørgen, Poul og Arne Mandrup Pedersen

 MORS SKOLETID, fortalt af hende selv.

 Jeg kom i skole da jeg var 7 år gammel. Vi havde en god lærerinde, frøken Lohman . Hun var meget god, og gjorde ikke forskel på os børn. Det gjorde derimod lærer Mortensen, som jeg fik som lærer senere.
Frøken Lohman var næsten som en mor for os børn. Om sommeren havde vi syskole med hende. Jeg havde Lohman i første lille- og store anden klasse.

I de større klasser fik vi lærer Mortensen. Han var en dygtig lærer, men ikke retfærdig. Han gjorde meget forskel på os børn, afhængig af, om det var børn fra en af de større gårde, eller almindelig folks børn. Børnene fra de store gårde kunne gøre, næsten hvad de selv ville, og flere gange fik “fiskerdrengene” eller børn fra arbejderhjem, skyld for noget de ikke havde gjort.

Engang, vi kom i skole efter sommerferien, var skolestuens væg blevet kalket gul, men der var malet en sort og gul streg midt på væggen. Nogle af drengene havde spyttet på deres fingre, og gnedet det gule og sorte ud på væggen.
Lærer Mortensen blev vred, ja meget gal, og han skældte ud på “fiskerdrengene”, hvorefter han tog tampen (et reb til afstraffelse) frem, og så skulle de fire fiskerdrenge op til katederet og have en omgang.
Men så råbte jeg til lærer Mortensen, at det ikke var dem, der havde gjort det. Han ville så have, at jeg skulle sige, hvem det så var, men det ville jeg ikke.
Jeg husker, at han blev meget vred på mig, men han slog mig ikke. Men han prøvede en gang til at få mig eller andre i klassen, til at sige, hvem der havde gjort det. Så skyndte jeg mig at sige, at jeg altid har lært, at man ikke må sladre, og så tav han. Dét var jo ikke til at svare på fra hans side. Mærkeligt nok kunne han vist godt lide mig, tror jeg, også selvom jeg til tider vist var lidt fræk over for ham.

Jeg gik i skole sammen med en pige der hed Astrid. Hendes mor passede stationen, så hun havde næsten altid travlt.
Astrids mor gav mig mange gange 25 ører, som jo var mange penge dengang for et barn, når jeg hjalp Astrid med at skrive stil derhjemme.
En gang gik det galt. Jeg havde glemt at lave nogle stavefejl, det gjorde jeg ellers altid med vilje, så lærer Mortensen skulle tro, det var Astrid, der havde skrevet det selv. Lærer Mortensen kaldte Astrid op foran katederet, for at hun skulle forklare, hvem der havde hjulpet hende. Astrid turde ikke sige, at det var mig, der havde hjulpet hende, så Mortensen gave hende en ordentlig lussing.

Astrid blev så bange og ulykkelig, at hun tissede på gulvet lige foran katederet, og så gik lærer Mortensen
helt amok, slog hende og skældte hende ud, fordi hun stod og tissede i bukserne foran hele klassen. Han kaldte hende for et svin, og beordrede hende til at gå ned i lærerboligen til fru Mortensen, og få en gulvspand og en klud til at tørre op med. Da husker jeg tydeligt, at jeg gik amok, og sagde til Mortensen, at det Astrid havde gjort, ikke var nær så slemt, som at han dagen lang stod og spyttede ned i brændekassen, hvorfra drengene skulle tage brænde op og fyrre i kakkelovnen. Det tog han faktisk meget pænt. Jeg fik bare nogle skæld ud og fik at vide, at jeg da altid skulle blande mig. Mærkeligt han ikke slog mig, måske vidste han, jeg havde ret.

Før jeg kom i skole blev jeg kaldet “Duddi”.
Frøken Lohman spurgte mig, om hun måtte kalde mig Duddi, for der var tre andre piger, der kom i skole samtidig med mig, som også hed Mary. Det måtte hun gerne, så jeg blev altid kaldt Duddi af hende, og det var jeg jo allerede vant til det.
Men lærer Mortensen ville ikke kalde mig Duddi. Nu skulle jeg pludselig hedde Agnethe, det var jo mit mellemnavn.
Det kneb for mig i begyndelsen, at jeg nu pludselig skulle kaldes Agnethe, for det havde jeg aldrig prøvet før. De første gange Mortensen sagde, at jeg skulle læse, og kaldte på Agnethe, reagerede jeg slet ikke, så han spurgte mig, om jeg sad og sov.

Når vi havde haft eksamen, var det skik, at vi skulle ned i Lindebjergskoven, både drenge og piger. Vi havde ikke mad med, men alle havde en sodavand med. Den sidste eksamen husker jeg bedre end de forrige.
Frede Kristensen fra Pilegård ville absolut kysse Ellen (fra maskinfabrikken, senere fru Borg). Drengene fangede Ellen og lagde hende ned. Flere drenge holdt hendes arme og ben, og Frede kyssede hende, ja nærmest overslikkede hende.
Så hører jeg pludselig, at en, der hed Kristian Ejner, nu skulle kysse mig. Heldigvis var drengene stadig optaget af Frede, så jeg listede mig ned fra “Nissehøjen”, hvor det hele foregik, og inden nogen opdagede det, løb jeg over markene, snart forfulgt af mange drenge. Jeg nåede heldigvis over til Peter Møllebyggers hus, og blev på den måde reddet fra drengene.

UNG PIGE I HUSET & PROFESSIONEL PIANIST
 Mary fortæller:

Efter syv års skolegang i Vester Aaby Skole, og altså kun hver anden dag, ville jeg gerne have fortsat på en realskole, hvilket ville have været muligt i Svendborg. Men mor og far mente, at jeg var bedst tjent med det, jeg havde lært i Vester Aaby Skole, og det måtte være tilstrækkeligt, og at jeg vist havde fået “nykker”. Ikke engang fabrikantens børn kom skole i Svendborg, så det var en forrykt ide, jeg havde fået. Dog gik mor og far med til, at jeg måtte lære at spille klaver, så jeg fik lov til at starte undervisning hos den blinde organist og klaverlærer, Magnus Jeppesen, i Vester Skerninge, cirka 5-6 km fra Vester Aaby.

Kathrine og Ketty (søstre) havde begge også gået til klaverundervisning hos Jeppesen, men de holdt begge hurtigt op igen, nok fordi Jeppesen var en streng herre.             Jeg kunne godt lide Jeppesen, men måske mest hans kone Anna, som også underviste.
(Mange år senere har både Jørgen og jeg (Poul) fået klaverundervisning hos samme Jeppesen i Vester Skerninge).
Mor og far kom meget sammen med Ane og Jens Jensen på gården Godthåb mellem Pejrup og Vester Aaby. Så det blev besluttet, at jeg skulle derud som ung pige i huset fra den 1. maj 1923, lige efter jeg var konfirmeret. Skoleåret sluttede dengang i april, tilpasset at den 1. maj var skiftedag.

Jeg kunne ikke få tiden til at gå inde i huset hos Ane, så jeg fik lov til også at komme med ud på høstarbejde. Det blev imidlertid kun til en kort tid som ung pige i huset, faktisk kun frem til den 1. oktober.

Bagermesterparret i Vester Aaby, ca. 1930, – Sofie og Marius Petersen.

Den lokale musiker hed Ditlev Rasmussen, og han spillede med sit orkester til diverse baller og ofte i forbindelse med spillegilder og andre fester. Ditlev havde hørt mig spille klaver, og han blev ved med at tale om, at jeg skulle hjælpe ham på klaveret. Ditlev var en handlingens mand, så han fik en aftale i stand med mor og far, og han skaffede en anden ung pige til Ane og Jens, som kunne starte den 1. oktober.
Her fra oktober blev der hvert år specielt travlt med at spille musik til spillegilder (bankospil), det brugte man dengang, og Ditlev manglede en pianist. Jeg måtte ellers ikke spille offentligt før jeg var fyldt 16 år – og skulle også være medlem at Orkesterforeningen – men jeg startede alligevel.

En dag kom der et brev fra Orkesterforeningen, om at jeg skulle give møde på Rasmussens Hotel i Faaborg og aflægge prøve for at blive optaget i foreningen.
Jeg nægtede først, men Ditlev gjorde det klart, at jeg var nødt til at være medlem af Orkesterforeningen for at kunne spille i hans orkester.

Altså måtte jeg til Faaborg, til Rasmussens Hotel, hvor jeg var sammen med en ung mand, der også skulle aflægge prøve. Jeg havde aldrig set den unge mand før, og ydermere sad der fem mennesker, vi skulle aflægge prøve for. Vi bestod begge to, og kom også til at spille til bal sammen et par gange. Han hed Knud Larsen. Vi kom dog ikke til at spille sammen ret mange gange, idet han døde pludselig kun 18 år gammel.
Fra prøven på Rasmussens Hotel husker jeg i øvrigt, at vi gik gennem et tilstødende lokale, hvor fru Thit-Jensen holdt foredrag. Jeg mente, hun kiggede meget nedladende på mig, så jeg blev så nervøs, at jeg glemte min fine nye sommerhat, som jeg havde købt til prøven dagen før. Jeg ringede til hotellet dagen efter og spurgte efter min hat, men den var der ikke. Det var selvfølgelig ikke fru Thit-Jensen, der havde taget den, men en eller anden tog den, hvilket jeg var meget ked af.

Nu var jeg blevet medlem af orkesterforeningen, det må have været omkring 1925. Jeg var 16 år gammel, og var således nu professionel musiker.
Jeg spillede en eller to gange om ugen med Ditlevs orkester, måske mere om vinteren og lidt mindre om sommeren. Så da jeg var mellem 16 og 20 år gammel, oplevede jeg kun baller fra orkestersiden, og var næsten aldrig til bal, som de andre unge mennesker.
Når vi spillede, gav Ditlev, som jo var kapelmester, aldrig tilladelse til, at jeg også fik lov til at danse. Det manglede ellers ikke på tilbud, men intet kunne blødgøre Ditlev. Vi var professionelle og fik vores betaling for at spille, ikke for at danse.

Det kunne til tider være drøjt at komme ud til forsamlingshusene, men som regel kørte jeg med Ditlev, som havde bil, og som i øvrigt havde klaveret med. Dengang var det ikke normalt, at der var klaver i forsamlingshusene. Andre gange kørte jeg med en gårdmand fra Diernæs, som spillede trompet i orkesteret.
Trompetisten havde altid et tæppe med i bilen om vinteren, som jeg fik om benene – han var meget omsorgsfuld overfor mig. Dengang var der jo ikke varme i bilerne. Han kom altid ind og snakkede med mor og far, når han hentede mig, og vi skulle ud at spille. Han betragtede mig vist næsten som sin egen datter.

Når vi var ude at spille, blev der også passet godt på mig. Vi var altid 3 eller 4 til at spille. Ingen fik lov tit at invitere mig på noget i pausen, jeg drak altid kaffe sammen med de andre musikere.
Det var en skøn og spændende tid, men det var til tider også hårdt. Engang var vi fire, der spillede til bal på Hundstrup Kro en nytårsaften fra klokken otte om aftenen til klokken fem næste morgen uafbrudt, med undtagelse af ti minutters pause.

Det var hårdt, men jeg husker, at jeg var stolt, for jeg fik 50 kroner for at spille den aften. Til et almindeligt bal, som normalt varede til klokken to om natten, fik jeg 25 kroner.

Det var jo andre priser dengang. En ung pige i huset fik almindeligvis 35 kroner om måneden, hvis hun var over 18 år. Faktisk tjente jeg lige så meget ved at spille en enkelt aften, som en almindelig pige tjente om måneden. Det kan lyde utroligt i dag, men det er nu helt rigtigt, jeg husker ikke forkert.
Det blev til 3-4 år som pianist i Ditlevs orkester.

Lidt om kapelmesteren Ditlev Rasmussen, som jeg (Poul) husker ham:

Jeg husker tydeligt Ditlev Rasmussen og hans kone Harriet. Harriet var en dygtig pianist, og har sikkert afløst mor som pianist i orkesteret, da hun og Ditlev blev gift. Ditlev og Harriet hørte til mor og fars vennekreds, og de var begge to med til min konfirmationsfest i 1958.   Harriet og Ditlev boede i Aastrup, lige bagved Aastrup Mølle, hvor Ditlev, udover at spille med sit orkester, også havde en lille minkfarm.

DILETTANT
(
Mary fortæller:)

Jeg var også med til at spille dilettant fra jeg var omkring 16 år gammel. Ikke på klaver, men med på scenen.

I Vester Aaby var der gennem mange år dilettant to gange om året, en forestilling i Sangforeningen om foråret og en i Borgerforeningen om efteråret. Flere gange spillede jeg med i begge forestillinger. Jeg var næsten altid den unge pige i elskerrollen.

Der var en ung skomager i byen, Erik, gift med en der hed Elna. Vi spillede dilettant sammen i mange år, men en aften var det ved at gå galt! De andre, vi spillede sammen med, havde væddet med Erik om, at han ikke turde kysse mig rigtigt på scenen. Gjorde han ikke det, skulle han af med en kasse øl. Erik fortalte mig det, og jeg sagde til ham, at han måtte godt, når bare han gjorde det så let som muligt. Han kone Elna, som jo ikke vidste noget om væddemålet, blev meget fornærmet under forestillingen og gik hjem i vrede. Erik måtte gå hjem at hente hende igen, men hun ville ikke med i første omgang. Så gik jeg med Erik hjem for at få hende med og fortalte hende om væddemålet. Det hjalp, så hun gik med tilbage og var med til ballet efter forestillingen.

Der var altid bal efter en dilettantforestilling dengang, men ofte skulle jeg så efter forestillingen også i gang med at spille klaver til ballet, så jeg fik ikke danset ret meget.

MARY’s FOTOGRAFIAPPARAT.

En væsentlig årsag til, vi i dag har fotos fra livet i bageriet i tiden fra sidst i 1920’erne og fremefter er, at mor i sidste halvdel af 20’erne fik et fotografiapparat foræret.

Som det fremgår af dette billede, var mor en flot pige.

En handelsrejsende, som kom fast til bageriet, fandt at mor så rigtig godt ud, så han fotograferede hende og sendte billedet til et ugeblad, som brugte det på forsiden.

Jeg ved ikke, hvad fotografen fik for billedet, men han forærede mor et fotografiapparat, som tak for at hun stillede op til at blive fotograferet. Desværre har jeg aldrig set ugebladet, men det kunne godt være dette
billede, der blev brugt. 

Mor som BRØDKUSK

Da mor var mellem 16 og 19 år, spillede hun i Ditlevs orkester, og hjalp i øvrigt til hjemme i bageriet.

Indtil 1927 blev bageriets brød bragt ud med hest og vogn, og der var ansat en brødkusk til disse ture. Men i 1927 købte morfar den første automobil, en Ford varevogn, og nu skulle brødet køres ud med bil.

Børnene Kathrine og Kristian, ‘Kis’, fik kørekort inden bilen blev købt, og skulle så køre brødturene. Det blev dog ikke rigtig til noget med Kathrine. Hun var 23 år gammel da bilen blev købt, var ugift, og havde sønnen Valdemar, som var født i 1923. Det blev derfor Kis, der skulle køre brødturene i bilen.

Men så skulle Kis ind at være soldat, og morfar fandt ud af, at så måtte mor desværre overtage brødturene fra Kis.

 

Morbror Kis med en soldaterkammerat.
Cirka 1928

Mor fik kørekort, men måtte snart indse, at det ikke kunne lade sig gøre både at spille til bal til langt ud på natten, og så stå tidligt op og køre brødture. Morfar mente, at mor godt kunne spille til bal et par gange om ugen, og alligevel klare at køre brødturene, men det viste sig hurtigt, at det ikke kunne gå.

Mor blev meldt ud af orkesterforeningen, og sluttede karrieren som professionel musiker, for at blive fuldtidsmedarbejder hjemme i bageriet. Udover at køre ud med brød, bestod arbejdet i at hjælpe til også med at bage rugbrød, blandt andet med at fylde dej i maskinen eller veje af. Der blev bagt cirka 100 store rugbrød hver dag.

Ude på landet brugte man ikke kørelærer på den tid, men man lærte at køre fra en anden.  Således var det Kis, der måtte lære mor at køre.

 

 

 

Mary, klar til at starte dagens brødtur,
ca. 1930

 

 

Efter træning med Kis, aflagde mor prøve for den motorsagkyndige i Faaborg, som hun bestod første gang.

Det var vist ellers ikke meningen, at mor skulle have fortsat med at køre brødture, efter at Kis havde været soldat, men der opstod komplikationer.
Kis havde mødt en ung pige, Elna, kreaturhandlerens datter fra Hundstrup, og Elna var blevet gravid. Elnas forældre insisterede på at de unge skulle giftes.

Bagerfamilien var vel efterhånden mere hærdede på dette område, skulle man tro, men giftes, det skulle de, og sådan blev det.
Så mor måtte fortsætte med brødturene, og hermed var det endeligt slut med en fortsat karriere som professionel musiker. Mor fortsatte med brødturene helt frem til sidst i 197O’erne, kun afbrudt af nogle år, da mine brødre og jeg var små.

 

                                 Anna Sophie og Mary Petersen

 

 

Brødturene blev kørt i faste rammer, efter dette program:

Mandage          :        Der blev ikke kørt ture på mandage.

Tirsdage            :       Først en bytur i Vester Aaby øst.
                                    Efter en kort middagspause inden en af de længste ture:
                                    Gundestrup, Eskebjerggyden,  Hundstrup,   Sirbirien ,  Mynderup,
                                     Stågerup, Stæreby, Ulbølle og  hjem.

Onsdage           :         Bytur i Vester Aaby vest. Derefter Nakkebølle Gods,   Østergyden 
                                     i Aastrup, Pejrup,  og over Sølvbjerg og hjem.

Torsdage          :         Faurshøj og Grønderup, samt lidt af Pejrup.

Fredage             :         Om formiddagen var der bytur i Vester Aaby Øst, inklusiv en tur
                                      ned til Lindebjerg Mølle.
                                      Om eftermiddagen den lange tur til Fjellebroen, Strandhuse og
                                      over Ulbølle hjem.

Lørdage            :          Bytur i Vester Aaby, Aastrup til Aastrup Mølle og Ditlev Rasmussen,
                                      videre til Pejrup, og over Sølvbjerg og hjem.

Søndage            :          Levering af morgenbrød i Vester Aaby.


BRØDTURE OM VINTEREN

I starten af 193O’erne var der rigtig
vintervejr, men brødet skulle køres
ud alligevel.
At komme rundt til alle gårdene når
sneen lå højt,  for det meste ad små
dårlige veje, var hårdt arbejde, og
krævede at mor måtte have assistance
til turene.
På billedet her og næste side er det
Niels “blikkenslager” Hansen, der er
med for at hjælpe mor og brødbilen
gennem sneen.

Niels “blikkenslager” var bror til den lokale mekaniker.
Han var gift med Misse, og sammen drev de forsamlingshuset i Vester Aaby.

Mor må have været en spændende og speciel ung pige omkring 1930, da hun var 21-22 år gammel.
Hun var kendt som hende, der spillede klaver, når der var bal, og hun havde fået kørekort, hvilket vist ikke ret mange unge piger havde dengang.

Hun interesserede sig også for at passe bilen, og kunne åbenbart også håndtere det nødvendige værktøj.

Mon ikke der var en del konkurrence blandt læredrengene på fabrikken om at få lov til at hjælpe bagerens spændende og kønne datter?

 

 

 

Her engang i 1930 er mor i gang med at male bilen, med hjælp fra nogle af lære- drengene fra maskinfabrikken.

I marts 1935 købte morfar en ny varebil, den gamle var fra 1927. Som den gamle bil, var den nye bil også en Ford.

Her er mor med den nye bil. Bilen blev brugt i bageriet frem til slutningen af 195O’erne.

BRØDKØRSEL UNDER KRIGEN

Under 2. Verdenskrig foregik brødkørslen med hest og vogn.
Det er mor ved siden af vognen og, tror jeg, Tante Henny på vognen.

 

Billedet er taget i Vester Aaby, foran mor og fars første hjem, som senere blev købt af lægen.

 

 

 

MARIE & HANS JØRGEN JØRGENSEN

En fortælling om nogle mennesker, der betød meget for mor i hendes unge dage:

Fra mors notater om sin barndom og ungdom. Redigeret den 01.10.1995.

Da jeg var omkring 18 år gammel, begyndte jeg at køre brødture. I første omgang sammen med Kis (min bror Kristian). Jeg fik lov til at køre bilen, det mente jeg var spændende, og jeg kunne godt lide at komme ud til folk, ikke mindst til de ældre ude på gårdene.

Der var specielt et ældre ægtepar, Marie og Hans Jørgen Jørgensen, som i øvrigt var gode venner med mor og far. De havde gården “Lykkensprøve” for enden af Rolighedsvej i den nordøstlige del af Vester Aaby.
Senere da de gik på aftægt, byggede de en aftægtsbolig på deres egen jord, lige ved siden af husmandsstedet ”Rolighed”.
Der blev sagt, at Hans Jørgen var sognets rigeste mand, jeg ved ikke om det passede.

Jeg kom der på brødturen om fredagen, og om søndagen fik de leveret morgenbrød, hvilket ingen andre gårdmænd fik på det tidspunkt.
Deres gård, og senere aftægtsboligen, var mit sidste sted på turen med morgenbrød om søndagen, så jeg skulle altid snakke med dem og ofte drikke kaffe sammen med dem.
Det var også blevet en regel, at den gamle sognefoged Jens Rasmussen stod på vejen udenfor sin gård, som lå på Rolighedsvej på vejen ud til “Lykkenspøve”, og ventede på at jeg kom forbi, han skulle nemlig også med ud og have kaffe og morgenbrød hos Marie og Hans Jørgen.

Så det var fast tradition, at jeg drak kaffe sammen med de tre gamle om søndagen, og vi havde det sjovt sammen. Der var vist ingen andre i byen, der kendte den gamle sognefoged, Marie og Hans Jørgen bedre end jeg gjorde.

Marie og Hans Jørgen havde en datter, Asta, som sammen med sin mand overtog gården “Lykkensprøve” efter de gamle.
Hun lignede ikke sine forældre, hun var meget sur og kedelig.
Ejner og jeg var dog gode nok tit at komme med til deres sølvbryllup, men hun var ikke som forældrene. Måske var det derfor, at Marie og Hans Jørgen var så glade for mig.

Jeg havde jo kørekort, og jeg kørte således mange ture for de to gamle. Når de skulle køres, lejede vi bil hos Erik Hansen, mekanikeren i Vester Aaby, og altid betalte Marie og Hans Jørgen for leje af bil og benzin. Mor og far var altid med på turene, blandt andet kørte jeg dem til Frøbjerg Bavnehøj i 1933, og til Lillebæltsbroen, da den blev bygget i starten af 193O’erne.

Hver gang de skulle til Svendborg for at handle, lejede de en bil uden fører hos Erik Hansen.
Mor og far tog med og jeg kørte. Når vi således var i Svendborg for at handle, var det traditionen, at vi skulle på restaurant for at spise koteletter. Igen var det altid Hans Jørgen der betalte.
En dag fandt Marie og Hans Jørgen på, at de ville forære mig en helt ny bil. Det var ellers fristende, men mor og far sagde, at hvis de virkelig gjorde det, ville jeg jo aldrig få fri på mandage – det ville jo forpligte at få en bil foræret på den måde. Jeg havde jo ikke den store frihed, så jeg måtte desværre sige nej tak til de to gamle.

Men så fandt Marie på, at jeg skulle have en ridehest, men igen måtte jeg sige nej tak. Jeg havde slet ikke frihed til at passe en hest og til at ride ture – jeg kørte jo brødture hver dag undtagen mandage.
Jeg ved ikke hvorfor, de var så glade for mig, men det var de altså. Maren kunne give mig alt, men mor sagde, jeg ikke måtte tage imod noget. Måske havde det noget at gøre med deres datter, som var gift og havde fået gården, men var en rigtig ”mobse”, som ingen rigtig brød sig om.

Engang spurgte datteren, Asta, mig om det var mig, der havde fået så mange af hendes mors gamle ting. Det kunne jeg roligt sige nej til, takket være mors formaninger om ikke at tage imod. Jeg var glad for at jeg havde hørt efter mors råd og havde sagt nej tak, når Marie tilbød mig et eller andet. Men Asta troede mig ikke, kunne jeg høre på hende, så jeg inviterede hende til at komme op til mig, når hun kom til byen, men det ville hun dog alligevel ikke. Jeg kunne ellers have fået mange fine gamle ting.

En gang jeg havde fødselsdag, havde Hans   Jørgen været oppe tidligt om morgenen, eller måske hen på aftenen dagen før, og havde sat en papæske ind i bilen i garagen. I æsken var der den fine bronzekande, som jeg stadig har – den står på det trekantede skab i stuen. Jeg husker, jeg blev helt forskrækket den søndag morgen, da jeg kom over i garagen og ville lukke op til bilen. Jeg gav et højt skrig fra mig, da jeg lukkede bildøren op, for på forsædet i bilen stod en dukke med en pakke ved siden af. Dukken var klædt på som Jokum i “En Søndag På Amager”. Jeg havde lige spillet med i opførelsen af “En Søndag På Amager”, hvor Jokum frier til mig, og nu sad han der i bilen.
Marie og Hans Jørgen havde købt dukken i Svendborg og fået den klædt på som Jokum, og i pakken ved siden af var den fine bronzekande – ja, de var ikke helt almindelige.

Jeg kunne til tider ærgre mig over, at jeg havde sagt nej til de mange gamle ting. Nu kom der i stedet nogle helt fremmede “handelsfolk” som kørte omkring, især til gårdene og til ældre folk, og opkøbte gamle ting.

Det skete også hos Marie, hvor nogle af disse handelsfolk flere gange kom og fik overtalt hende til at sælge nogle af de fine gamle ting, de havde, for ingen penge. Ofte var det ting, hun ellers ville have givet mig. Når jeg så kom på min brødture og opdagede, at nogle af disse opkøbere havde været der, skældte jeg Marie ud for at have solgt tingene, men så fik jeg den besked, at jeg jo ikke ville have dem. En gang skældte jeg hende ud og sagde, at hvis hun havde solgt noget næste gang jeg kom, ville jeg aldrig mere komme ud og hjælpe hende med at pudse kobbertøjet. Det hjalp på hende.

FAR kommer ind i billedet.

Den 1. november 1926 kom en ung mand fraKirkeby ved navn EJNER PEDEREN til Vester Aaby for at komme i lære som maskinsnedker på A/S Jens Nielsens Maskinfabrik.
Ejner blev i 1944 min far.
Far blev født i Kirkeby den 2. februar 1911, og var eneste søn af Andrea og Axel Pedersen i Kirkeby.
Ejners far Axel var teglværksarbejder og stammede fra Strynø.

Fars barndom i Kirkeby kender jeg ikke meget til, men på et eller andet tidspunkt allerede inden far kom I skole, kom der problemer i hjemmet. Andrea, fars mor, blev alvorligt syg af tuberkulose, og det har naturligvis præget hverdagen i det lille arbejdsmandshjem og er nok grunden tit at far blev enebarn.
Farmor Andrea var ind og ud af sygehuset og kom senere til Nakkebølle Sanatorium ved Vester Aaby. Med Bedstefars lange arbejdsdage på teglværket, blev det uden tvivl en barsk hverdag med en syg kone og et barn i skolealderen.
Da far var omkring 12-13 år gammel døde hans mor af sygdommen.

Som det var almindeligt på den tid når en mand var blevet alene, ansatte bedstefar en husbestyrerinde, Agnete. Som det vist ofte gik, endte det med at bedstefar giftede sig med husbestyrerinden, og for dem holdt det ægteskab resten af deres liv.
Hvornår fars stedmor, Agnete, min bedstemor, kom ind i billedet ved jeg ikke, men af mors notater fremgår, at Agnete var en meget sød pige, som var meget omsorgsfuld overfor både bedstefar og far.

Dengang var det sådan, at udenbys lærlinge boede på fabrikken. Man havde simpelthen en afdeling med værelser for lærlinge. Lærlingene kunne så spise på et af byens lokale pensionater. Min moster Kathrine og Thorvald havde sådan et pensionat i deres daværende hus lige overfor fabrikken.
Lærlingene og de unge svende fra fabrikken fordrev oftest aftenerne med at hænge ud i bagerbutikken, hvilket også skete helt op til min tid i 195O’erne.
Udover brød, is og slik, var det nok også bagerens kønne unge døtre, der trak drengene fra fabrikken, så mor har nok haft en hel del tilbedere.

Far udlært som MASKINSNEDKER

Hvordan far mødte min mor, Mary, ved jeg ikke, men jeg kan da gætte på, at det var gennem Kathrines pensionat.
Under alle omstændigheder var Vester Aaby en lille by, så det har været svært for en ung lærling eller svend fra fabrikken, ikke at lægge mærke til bagerens kønne og friske datter.
Omkring 1930 dukker Ejner op på mors fotografier af dagliglivet omkring bageriet.
Far blev udlært som maskinsnedker den 1. februar 1931, dagen før sin 20års fødselsdag, og fortsatte at arbejde som svend på fabrikken.

FARS ULYKKE.

I starten af 1930’erne kom far alvorligt til skade på fabrikkens maskinsnedkeri. Om det var lige inden han blev udlært i februar 1931, eller om det var da han arbejdede som svend senere, ved jeg ikke. Som det, også skete for mange andre i det fag, fik far venstre hånd i afretteren, og mistede to fingre på hånden, ringfingeren og langfingeren.
Det kom til senere fa store konsekvenser for mor og fars fremtid.
På maskinfabrikken var der velordnede forhold, og fabrikken havde heldigvis en ulykkesforsikring. Far fik udbetalt en erstatningssum fra fabrikkens forsikring, hvor stor den var ved jeg ikke. Jeg formoder, at den erstatningssum der blev udbetalt, blev brugt til at købe huset i Vester Aaby – det hus der blev mor og fars første hjem.
Far fortsatte med at arbejde som maskinsnedker på fabrikken. Han blev udlært den 1. februar 1931, og fortsatte med at arbejde som svend i de næste 12 år.

Mor – og måske også far – var efter ulykken – efterhånden blevet utryg ved fars arbejde på fabrikken. Da Danmark i 1940 blev besat af tyskerne, tegnede fremtiden sikkert ikke helt så lyst for beskæftigelsen på fabrikken. Denne utryghed falder sammen med, at min morfar og mormor er ved at planlægge at afhænde bageriet for at gå på pension.

Nu ville det vel have været naturligt, at en af mors to brødre, Kis og Poul, som begge var uddannet indenfor bagerfaget, havde overtaget bageriet og ført det videre, men sådan skulle det ikke blive.
For det første havde ingen af mors brødre kapital til at overtage bageriet, for det andet mistænker jeg, at det var mor der gerne ville, at hun og far overtog bageriet.

Bageriet havde været mors hele tilværelse indtil da. Det var hendes barndomshjem, og hun elskede sine brødture og livet omkring bageriet. Så var der jo lige det, at far havde fået penge fra forsikringen, så, selvom pengene nok var investeret i deres hus, så havde de kapital til at skyde ind i et køb af bageriet, hvis de solgte huset.
Sådan blev det – mor fik altid sin vilje!
Den 1. januar 1943 overtog mor og far bageriet i Vester Aaby, og far skulle i gang med at lære bagerfaget.
Set med eftertidens øjne, var dette efter min opfattelse deres livs fejltagelse.

Mor og fars køb af Bageriet var på streng kommercielle betingelser. Ikke noget med at morfar gav sin datter særligt favorable betingelser.  

Af side 2 af skødet, fremgår det:

Overtagelsen er fastsat til 1. januar 1943. Købesummen er fastsat til kr. 40.000.
Kontant betaler køber senest den 1. marts 1943 kr. 15.000.
Køberen optager størst muligt 1. prioritetslån i Østifternes Kreditforening, hvis provenu udbetales sælgeren.
For den eventuelle rest udstedes pantebrev til sælger med pant i det solgte, efter det optagne kreditforeningslån, til 4% p.a. og med afdrag kr. 50 hver halvårlig termin, første gang i juni termin 1945.

Morbror Kis arbejdede som svend i bageriet, da mor og far overtog bageriet, og han fortsatte i en årrække som svend. Det blev således Kis, der skulle oplære far i bagerfaget. Morfar Marius hjalp i en periode også til, og havde – som jeg husker det – også sin daglige gang i bageriet.
Far var en dygtig håndværker og havde måske haft gode muligheder for en karriere på maskinfabrikken. Men der er et stort spring fra at være ansat håndværker til nu, 32 år gammel, at skulle til at lære bagerfaget fra bunden af og til at drive selvstændig forretning som bagermester.
Far blev desværre aldrig en rigtig god bager, og nok værst af alt, var han slet ikke forretningsmand.
Far og mor kunne sikkert have fået en langt mere behagelig tilværelse, hvis far havde fortsat på fabrikken, hvor han sikkert var endt som værkfører, ligesom nogle af hans kollegaer på billederne fra fabrikken, for eksempel Thomas Borg og Sparrewath.

I stedet sled både far og mor sig gennem tilværelsen som selvstændige for at holde bageriet kørende. De sled virkelig hårdt i det!
Gennem de første cirka 15 år af deres tid i bageriet, holdt de bageriet og forretningen åben 7 dage om ugen.
Der blev kun lukket 5 dage om året, nemlig Juledag, 2. Juledag, Langfredag, Påskedag og Pinsedag. Ikke noget med ferier eller bare normale weekender. Op tidligt hver dag, arbejde hele dagen og trætte i seng hen ad 22-tiden.
På et tidspunkt gik de endelig over til at lukke forretningen på mandage.
Jeg husker tydeligt, at jeg tit misundte mine venner og deres familieliv – tænk sig, de havde fri i weekenderne, og de fleste havde også sommerferier med familien.

Trods det hårde slid kom der ikke så meget velstand ud af det. Forretningstalentet manglede og måske manglede også en grundliggende uddannelse indenfor bagerfaget.

BAGERIET

Far arbejder ved ovnen.
Ovnen var en lang flad muret stenovn, 5-6 meter lang, som blev opvarmet ved fyring med brænde eller kul direkte ind i selve ovnrummet.
Efter fyringen blev ovnen renset, stenene var varme og der kunne bages brød.
Hårdt og snavset arbejde.
Det første, der blev bagt i ovnen hver dag, var rugbrød.
Denne form for ovn gav nogle fantastiske rugbrød, som således også var det vigtigste og mest populære brød fra bageriet.

Først mange år senere fik far installeret oliefyr til opvarmning af ovnen.

Længe efter krigens ophør var der rationering på alt muligt, også på brændsel til opvarmning af ovnen.
Her er så sent som i februar 1950 har far fået tilladelse til at få leveret 2.000 kg kul. 

Den 7. maj 1961 havde mor og far SØLVBRYLLUP.

Det blev blandt andet blev fejret med en stor fest i Vester Aaby Forsamlingshus.

Her ses mor og far med nogle af de mange blomster, de fik på dagen.

FRA BAGERI TIL BRØDUDSALG OG TIL LUKNING.

 Allerede i december 1969 fik far første gang problemer med helbredet, og måtte på hospitalet.
De tungeste aktiviteter i bageriet, bagning af rugbrød, blev standset, og for at holde forretningen kørende, gik mor og far over til at købe rugbrød fra Büngers, rugbrøds­ fabrikken i Svendborg.

Efterhånden holdt mor og far helt op med at bage selv, og fik lavet aftaler med andre bagere i området om at aftage og sælge deres brød i forretningen, som nu var blevet et brødudsalg.

Efter videre sygdom i 1978, hvor mor og far også havde nået pensionsalderen, blev det besluttet at lukke forretningen helt ved udgangen af 1980.På grund af sygdom
lukkes forretningen fra den 9. – 16. marts – Begge dage incl.
Vester Åby mælke- og brødudsalg
Marts – 1978 E. Petersen

Den 7. april 1985 døde min far efter en blodprop, 74 år gammel.

Jeg og min familie var i Sudan, og kunne desværre ikke komme hjem til at være der, og heller ikke til at deltage ved begravelsen.

Efter fars død i 1985 boede mor nu alene i det gamle bageri i næsten fem år.
Det gik ned ad bakke både med mors helbred og husets tilstand.
I slutningen af 1989 fik mor tildelt en dejlig nyopført beskyttet bolig i Vester Aaby, og det lykkedes at få solgt det gamle bageri for den beskedne sum af 300.000 kroner.

Fredag den 8. september 1995, sov mor stille ind og fik fred efter et langt liv på mere end 86 år.

 

 

 

 

 

 

 

Gå til toppen